Minister giver indsprøjtning til inklusion

Undervisningsministeriet poster 29 millioner i arbejdet med at inkludere elever med særlige behov i skolen.

Minister giver indsprøjtning til inklusion

Det har ikke været nogen smertefri proces at inkludere de elever, der tidligere modtog specialundervisning, i skoleklassernes almindelige timer.

Men nu gør Undervisningsministeriet endnu et tiltag for at støtte arbejdet, som har været i gang siden august.

Med 29 millioner kroner i ryggen, hvoraf 16,5 millioner er "nye penge" fra en pulje i ministeriet, skal Ressourcecenter for Inklusion og Specialundervisning hjælpe kommunerne, skolerne og lærerne med arbejdet.

- Vi kan høre, at især lærerne efterlyser god og solid viden om, hvordan de skal arbejde med inklusion i klasselokalerne. Derfor sætter vi nu nogle forsøg i gang, som skal skaffe os den viden, forklarer undervisningsminister Christine Antorini (S) til Ritzau.

Blandt tiltagene er et panel bestående af 8000 elever med og uden særlige behov, som skal dele deres erfaringer med undervisningen.

- På de skoler, hvor man er gode til inklusion, er det til gavn for alle elever. Men det kræver, at lærerne er klædt godt på til at undervise elever med meget forskellige behov, påpeger ministeren.

Danmarks Lærerforenings næstformand, Dorte Lange, glæder sig over indsprøjtningen, men hun mener langt fra, den er tilstrækkelig til at løse de udfordringer, som lærerne hver dag oplever i klasseværelserne.

- Vi er stadig langt fra det, vi ved vil kunne sikre, at inklusionen bliver en succes. Der er nogle kommuner, der har taget den her opgave virkelig alvorligt, men der har ikke været det rigtige fokus på at få opbygget kompetencerne til at klare den opgave. Og det lapper de ekstra millioner ikke på, konstaterer hun.

Dorte Lange mener, at det er nødvendigt at få knyttet undervisere med særlig viden om udfordrede elever til skolerne.

- Som lærer kan man undervise elever med en meget bred vifte af forudsætninger. Men elever med særlige behov - enten adfærdsmæssigt eller fagligt - kræver specialviden, som man ikke bare kan forudsætte, at lærerne har, siger hun.

Hun henviser til en undersøgelse, som foreningens fagblad, Folkeskolen, har lavet, hvor to ud af tre lærere svarer, at de ikke føler sig uddannelsesmæssigt rustet til at undervise børn med særlige behov.

Christine Antorini understreger da også, at arbejdet ikke stopper her.

- Vi har sat en række tiltag i gang, men vi er helt åbne for, at vi fortsat kan styrke den rådgivning, der skal til, siger hun.

Af samme grund vil hun heller ikke forholde sig til, om inklusion er en succes.

- Det er for tidligt. For det er først nu, at de her tiltag bliver sat i værk, påpeger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.