EMNER

Minister gør det lettere for sig selv

Gennem den flere måneder lange sag om overtrædelsen af regler for bopælspligt - en overtrædelse, der har resulteret i en lille næse i Folketinget - har finansminister Thor Pedersen ført en hård linje, båret af stor forargelse over, at nogle har kunnet finde på at blande politiker- og privatliv. Ikke desto mindre viser den nyeste udvikling, at ministeren et langt stykke ad vejen har gjort tingene værre for sig selv. Senest er det nemlig kommet frem, at han fortsat mangler at dokumentere, at han ikke ejer mere dyrkbar jord på sine tre ejendomme end tidligere oplyst over for Folketinget. Nogle tal taler om 82 hektar, andre om 70. Med rene linjer og klare papirer kunne ministeren have samlet kræfterne om realpolitik i stedet for fnidder om privatøkonomi.