Minister håber tysk regering har mod på farvel til benzinbiler

Danmark vil udfase fossile biler hurtigere i EU. Ny tysk regering kan blive vigtig, mener transportminister.

Regeringen holder pressemøde om tryghedsudspil <i>“lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Regeringen holder pressemøde om tryghedsudspil “lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Der er særligt et stort ubesvaret spørgsmål, som kan være afgørende for, hvor ambitionsniveauet for udfasningen af benzin- og dieselbiler lander i EU.

Og det er Tyskland, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).

Han har torsdag deltaget i et møde i EU, hvor han og de øvrige transportministre i EU blandt andet har drøftet fossile biler.

Men Tyskland deltog ikke med en minister ved mødet, fordi den nye regering først lige er tiltrådt.

Derfor er den tyske position på spørgsmålet ukendt. EU har lagt op til, at produktionen af fossile biler skal være udfaset i 2035. Danmark vil have det fremskyndet til 2030.

- Der er nogle lande, der er skeptiske. Og der er nogle lande, der er optimistiske. Og så er der en del, der ligger midtimellem. Men der er især en ting, som er den store ubekendte.

- Det er, at den tyske regering kun lige er tiltrådt. Derfor er noget af det, der udestår, at finde ud af, hvor den tyske regering kommer til at lægge sig på spørgsmålet om biler, og hvor ambitiøse de bliver, siger Benny Engelbrecht efter mødet.

Tyskland er en stor bilnation og har indtil videre stillet sig skeptisk over for de europæiske ambitioner. Men den nye regering har varslet grønne politikker, som viser, at den måske kan være mere åben hidtil.

Da Tyskland er en af de store spillere i EU-regi, har landet også en stor stemme i de politiske drøftelser. Og bilområdet er ingen undtagelse.

Den danske transportminister tog til Bruxelles en dag før EU-mødet for at kunne holde flere bilaterale møder og fremføre de danske synspunkter.

Han ser frem til også på et tidspunkt at mødes med den nye tyske transportminister og drøfte spørgsmålet.

Ifølge Benny Engelbrecht er der flere medlemslande, der deler det danske synspunkt om hurtigere udfasning af fossile biler. Men selv hvis ambitionerne ikke bliver øget som håbet, ser han stadig muligheder.

- Selv i en situation, hvor vi måske ikke får overbevist alle EU's medlemslande om, at det er en god idé, så kan det jo godt være, at vi i det mindste kan overbevise dem om, at der skal være lande som Danmark og andre, der skal have lov til at være spydspidser på den her transition og gå forrest.

- At vi kan få lov at sætte nationale slutdatoer, som er tidligere end den generelle europæiske, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.