Minister i samråd i boligsag

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) skal nu gøre rede for, om det er lovligt, når kommuner skaffer tilskuddet til almene boliger ved at være mellemhandler på grunden.

Himmerlandsparken i Aars bliver nu emne for et samråd med velfærdsminister Karen Jespersen (V). Ministeren skal forklare, om finansieringsmodellen bag det almene byggeri er lovlig. Arkivfoto: Michael Bygballe.

Himmerlandsparken i Aars bliver nu emne for et samråd med velfærdsminister Karen Jespersen (V). Ministeren skal forklare, om finansieringsmodellen bag det almene byggeri er lovlig. Arkivfoto: Michael Bygballe.

Sådan har Vesthimmerlands Kommune gjort i forbindelse med et byggeri i Aars, hvor kommunen - først Aars Kommune og derefter Vesthimmerlands Kommune - via en fortjeneste som mellemhandler på den gamle slagterigrund i byen har skaffet de 14 millioner kroner, som kommunen har skulle bruge for at støtte byggeriet af 134 boliger i Himmerlandsparken. Bjarne Laustsen (S) vil rejse sagen over for ministeren. Tilsynet har bedt Vesthimmerlands Kommune om en udtalelse i sagen, og på den baggrund vil det blive besluttet, om der kommer en egentlig tilsynssag ud af det. Men Bjarne Laustsen vurderer, at sagsbehandlingen i statsforvaltningen vil tage mange måneder, og det vil han ikke vente på. - Jeg mener, at der allerede nu er behov for, at ministeren går ind og kigger på det her og kommer med et klart svar på, om dét, der er sket, ligger inden for gældende lov. Og hvis ikke det gør dét, må ministeren skride ind, siger Bjarne Laustsen. Fjerritslevsagen Ministeren har tidligere i et svar til boligudvalget slået fast, at så længe grunden bare bliver solgt til markedspris, er der ingen problemer i forhold til modellen. Når markedsprisen var høj, hang det ifølge boligforeningens forklaring sammen med, at grunden kunne udnyttes bedre end en almindelig parcelhusgrund. Men i den sammenhæng er en tilsvarende sag fra Fjerritslev interessant. I 2003 vurderede Told- og Skattestyrelsen nemlig en lignende sag, hvor Fjerritslev Kommune finansierede sit tilskud via en høj grundpris. Her argumenterede Fjerritslev Kommune for en højere pris på grund af en højere udnyttelse af grunden, men dét argument fejede Told- og Skattestyrelsen af bordet, og daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), som det almene boligbyggeri hørte under på dét tidspunkt, slog fast, at finansieringsmodellen var ulovlig. Derfor vil Bjarne Laustsen inddrage Fjerritslev-sagen. - Fjerritslev Kommune blev angiveligt pålagt at tilbagebetale et beløb til boligforeningen. Ministeren bedes redegøre for, om de to sager er sammenlignelige, eller hvorved de i givet fald adskiller sig fra hinanden, skriver Bjarne Laustsen i sit samrådsspørgsmål til ministeren. Han beder også Karen Jespersen undersøge, om Aarsmodellen bruges andre steder i landet.