Minister i storcentret
Udviklings-ministeren stiller op til debat
Hvert år bruger Danmark milliarder af kroner på udviklingshjælp til verdens fattigste lande. Men bliver pengene brugt rigtigt og er det i hele taget en opgave for Danmark. De spørgsmål og mange andre kan aalborgensere snart stille direkte til manden med ansvaret, udviklingsminister Christian Friis Bach. I anledning af Danidas 50 års jubilæum skal debatten skal ud blandt danskerne. Derfor tagerudviklingsminister Christian Friis Bach sammen med den udviklingsengagerede skuespiller Peter Mygind nu ud i tre store indkøbscentre. Aalborg Storcenter er udvalgt, og det sker tirsdag 1. maj klokken 15. Traditionelt foregår debatten mest blandt eksperter og særligt interesserede, men med dette utraditionelle arrangement vil Christian Friis Bach brede diskussionen lidt mere ud. Arrangementet foregår midt på Centertorvet ved den store, mobile udstilling "Danidas Oplevelsescirkler", som gæster centret i halvanden uge op til. Her vil "Mygind & Ministeren" bl.a. fortælle om personlige oplevelser fra rejser i nogle af verdens fattigste lande og om en række af de fremskridt, som Danmarks indsats har været med til at skabe. ?En folkelig høring For første gang siden 1971 får Danmark snart en ny lov, som skal sætte rammerne for Danmarks udviklingssamarbejde fremover. Samtidig færdiggør regeringen en ny strategi for samarbejdet, som skal være grundlaget for Danmarks indsats for at bekæmpe fattigdom og fremme folks rettigheder i u-landene. Christian Friis Bach vil fortælle om nogle af regeringens tanker og overvejelser. Og han opfordrer alle med noget på hjerte til at bruge denne lejlighed til at stille spørgsmål eller give deres besyv med: Hvad skal Danmark gøre for at hjælpe verdens fattige? Hvilke lande skal vi satse på, og hvad skal vi fokusere indsatsen på? Hvordan skal udviklingssamarbejdet skrues sammen, så det virker meste effektivt og giver varige resultater? Udviklingsministeren opfordrer således til, at arrangementet skal bruges som en åben, folkelig "ministermodtagelse" - altså en lejlighed, hvor enhver kan stille spørgsmål eller komme med opfordringer til ministeren om hans eget arbejdsområde. Det er en gammel, dansk tradition, som Christian Friis Bach her tager op igen - denne gang bare ikke på ministerens kontor i København, men ude i Aalborg Storcenter. - Siden 1962 har Danmarks udviklingssamarbejde været en folkelig sag, og det skal det fortsætte med at være. Derfor har vi lagt disse møder ud i indkøbscentre - langt væk fra de bonede gulve. Jeg glæder mig virkelig til en åben og uformel dialog med alle interesserede, siger udviklingsminister Christian Friis Bach.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.