Minister indviede "Watjaras hus"
EUC's konkurrence fra 2010 om lavenergihus har kastet meget af sig til undervisningen.

Lavenergihusets idémand, htx-elev Watjara Sakares fra Hurup, viste børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) rundt i huset, efter at de sammen havde klippet den røde ledning over. Foto: Ole Iversen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der stod en strid blæst fredag formiddag, da børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) skulle holde tale på EUC Nordvest i Thisted. Så hun gjorde det kort og talte om kreativ undervisning, hvorefter hun sammen med htx-elev Watjara Sakares indviede - ved at klippe en rød ledning over med bidetænger - hvad de vist på EUC kalder "Watjaras hus". 19-årige Watjara Sakares er 3.g-elev på htx (student, red.) på linjen byggeri og energi. Han er 19 år og bor i Hurup. For 13 år siden kom han fra Thailand til Danmark sammen med sin mor, der havde fundet en dansk mand. Her fik han så også store søskende, og Watjara befinder sig rigtig godt med familie- og ungdomslivet i Danmark, fortæller han. Da EUC for to år siden udskrev en konkurrence om at tegne et nulenergihus, kastede han og kammeraterne sig ud i opgaven. Hans projekt endte altså med at vinde. Men ikke nok med det. Nu står det der ved Ringvejen: Hans hus. Det er realiseret. Naturligvis har dette givet Watjara mod på at læse til arkitekt, når han er færdig med den tekniske studentereksamen til sommer. Uddannelsesleder Henrik Nyby fortæller, at huset er på 254 kvadratmeter og støttet med 1,3 mio. kr. fra Dansk Energi, som er en erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark. Det er realiseret i samarbejde med lokale håndværker- og entreprenørfirmaer på en sådan måde, at eleverne har haft mulighed for at følge med i detaljerne i byggeriet. Solceller på taget og jordvarme sørger for husets opvarmning, og så er der etableret et lille testcenter uden for huset, så man kan følge med i energierfaringerne: - Der er varmt indendørs, så jeg skal gøre det kort, lød det fra Christine Antorini, som afslørede, at EUC-direktør Hans Chr. Jeppesen havde håbet på, at lavenergihuset blev indrettet til rektorbolig. Det bliver det ikke, men til gengæld vil det i fremtiden indgå i rækken af undervisningslokaler. Ministerbesøget i Thisted var et led i en rundtur til erhvervsskoler i Jylland, som er arrangeret af LO, fortalte thyboen Ejner Holst, der er LO-sekretær med ansvar for beskæftigelse og uddannelse, og som havde arrangeret turen. Den er en fortsættelse af et samarbejde mellem LO og Antorini, der var startet allerede, mens hun var uddannelsesordfører for Socialdemokraterne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.