Minister indvier det nye Trigon

Trigon er et markant byggeri på Knivholtvej.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard vil grundlovsdag tirsdag den 5. juni deltage i den officielle indvielse af Trigons nye domicil på Knivholtvej 45 i Frederikshavn.Byggeriet er på mange områder nyt og skelsættende inden for byggebranchen. Regeringen ønsker, at Danmark senest i 2050 bliver uafhængigt af fossile brændsler, og det kan kun ske ved, at der tænkes i nye baner i byggebranchen. Trigons nye byggeri er et eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at opnå de klimapolitiske mål allerede her i 2012. Domicilet ser ud som et traditionelt betonelement-byggeri, men den tekniske side af byggeriet er ny i Danmark. Vi ser ofte nye lavenergi-byggerier, der skal bruge mere energi til køling af bygningen end opvarmning. Husene er højisolerede, og det er et problem om sommeren, hvor bygningerne kan blive for varme. Trigon anvender passiv køling gennem termoaktive betonelementer, der har indstøbte slanger til kølevand, som cirkulerer og på den måde køler bygningen ned. Ved at køle bygningen ned med vand opnås et lavt energiforbrug samt et behageligt indeklima uden trækgener og store temperaturudsving. - Når man så samtidig kan gemme noget af varmen til om vinteren for at bruge den igen til opvarmning, er vi kommet rigtigt langt ned i energiforbrug til køling og opvarmning, forklarer Karl Erik Slynge. - Vi lagrer varmen og henter kulden fra 120 meter dybe boringer i jorden, og det hele trækkes af en 14 kW varmepumpe. Når vi så forsyner varmepumpen og i øvrigt hele byggeriet med strøm fra en ny Zeteco husstandsvindmølle på 25 kW – ja så er de klimapolitiske mål nået. Vindmøllen er en af de første som stilles op i byzonen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.