Minister: Ingen garanti for fælles ritual

Homomiljøet vil have fælles vielsesritual for homo- og heteropar. Integrationsministeren vil ikke love noget.

Minister: Ingen garanti for fælles ritual

Selvom et bredt flertal i Folketinget torsdag eftermiddag vedtog, at par af samme køn skal have lov til at gifte sig på landets rådhuse og i folkekirkerne, er det ikke alle detaljer, der er faldet på plads.

Mandag skal landets biskopper aflevere et ritual for homovielser til kirkeminister Manu Sareen (R).

Et ritual, som Vivi Jelstrup, der er forperson for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT, håber, bliver fælles for både hetero- og homoseksuelle par.

- Ægteskabet handler om det samme for alle - så der skal ikke stå noget om køn. Et fælles ritual ville understrege, at der rent faktisk er lighed, at der ikke er nogen forskel på os, siger Vivi Jelstrup, der dog er "ovenud lykkelig" for lovændringen.

Men det vil social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ikke garantere.

- Det, der er vigtigt for mig, er, at man som homoseksuel kan blive gift. At man kan kalde hinanden for ægtefæller. Udarbejdelsen af vielsesritualet er noget, kirken står for, og det er kirkeminister Manu Sareen, der er ansvarlig for det, siger ministeren og tilføjer:

- Det betragter jeg som nogle ting, der skal løses med nogle praktiske udfordringer. Det vigtige er, at nu har vi lagt grundlaget for, at homoseksuelle også kan indgå ægteskab.

Karen Hækkerup kalder dagen i dag for "en kæmpe festdag", og hun er "meget lykkelig" over, at 85 folketingsmedlemmer stemte for hendes lovforslag, mens kun 24 stemte imod og 2 stemte hverken for eller imod.

Den anden del af lovforslaget giver præster mulighed for at nægte at vie par af samme køn. Også den del fik et massivt flertal med 105 stemmer for - og ingen imod.

Og Karen Hækkerup mener ikke, at det er et hak i ligestillingen at tillade præsterne at smække kirkedøren i overfor homoseksuelle par:

- Jeg tror da heller ikke, at der er nogen, der har lyst til at blive viet af en, der ikke har lyst til at vie en. Så det betragter jeg overhovedet ikke som et problem.

De første homoseksuelle par kan efter planen indgå ægteskab fra fredag 15. juni.

/ritzau/