Lokalpolitik

Minister: Ja til ny fjordforbindelse

Der kommer endnu en fast forbindelse over Limfjorden. Det er den ny transportminister, Jakob Axel Nielsen (K), overbevist om. Men det er afgørende, at der afsættes penge inden for de næste 10 år, siger han.

En af mulighederne for en 3. limfjordsforbindelse går over Egholm. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen.

En af mulighederne for en 3. limfjordsforbindelse går over Egholm. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen.

Ganske vist vil han og regeringen afvente infrastrukturkommissionens rapport om en måned, før man politisk lægger fast, hvor der bør afsættes penge til veje, tog og broer i de kommende år. Men da Jakob Axel Nielsen i går deltog i den nordjyske åbningsdebat, arrangeret af NORDJYSKE Medier og Aalborg Industri- & Handelskammer samt en række andre organisationer, vovede han alligevel pelsen: - Jeg kender jo forholdene heroppe. Efter min mening er det afgørende, at de første penge til en ny Limfjordsforbindelse er afsat inden for 10 år, sagde han og pointerede vigtigheden af, at der lokalt er enighed om, hvilken linjeføring man ønsker. Han føjede til, at han godt er klar over, at man ikke kan forlange en ¿stalinistisk fuld enighed¿. - Men det vil være godt, hvis der bag anbefalingen er et flertal, der er så solidt, at det ikke bare lige smuldrer, sagde han. Elin Møller (S), medlem af byrådet i Aalborg, sagde, at flertal i det gamle byråd i Aalborg og amtsrådet begge har peget på en vestlig linjeføring over Egholm. - Desuden har Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), sagt, at det er hans klare fornemmelse, at der også i det nuværende byråd er flertal for en vestlig linjeføring, sagde hun. Jakob Axel Nielsen anerkendte dette og sagde, at det måske kunne være ¿meget godt¿, hvis det nuværende byråd traf en formel beslutning om, hvilken linjeføring man ønsker. Formanden for de nordjyske kommuner, borgmester Egon Pleidrup (S) fra Morsø, kalder ministerens signal ¿positivt¿. - Der er selvfølgelig grænser for, hvad han kan sige på nuværende tidspunkt. Dette her var i hvert fald en væsentlig melding om, hvor han selv står, siger Egon Pleidrup. Formanden for Aalborg Industri- & Handelskammer, direktør Erik B. Hansen, var også tilfreds med, hvad han opfattede som et håndslag på støtte til en tredje Limfjordsforbindelse fra ministeren. Jakob Axel Nielsen står i øvrigt langt fra ene blandt de nordjyske MF¿ere med sin holdning. Politikere fra Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Ny Alliance og De Radikale sagde ligeledes, at også de finder det helt afgørende, at der i de forestående politiske forhandlinger afsættes penge til en ny fjordforbindelse. central@nordjyske.dk