Minister kalder borgmesters bilbrug mærkeligt

Indenrigsminister Astrid Krag siger til Ekstra Bladet, at Ankestyrelsen overvejer at gå ind i borgmestersag.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger til Ekstra Bladet, at Ankestyrelsen muligvis skal kigge på sagen i Rødovre Kommune om ministeren brug af sin tjenestebil.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger til Ekstra Bladet, at Ankestyrelsen muligvis skal kigge på sagen i Rødovre Kommune om ministeren brug af sin tjenestebil.

KØBENHAVN:Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S) siger til Ekstra Bladet, at hun finder sagen om Rødovres socialdemokratiske borgmester Erik Nielsens brug af bil "mærkelig". Samt at Ankestyrelsen kan være på vej ind i sagen.

Sagen handler om, at Ekstra Bladet har afdækket, hvordan borgmesteren bruger en Mercedes anskaffet af kommunen til at køre fra sit hjem på arbejde. Det må man ikke.

Bilen står dog heller ikke foran borgmesterens hjem, men på en parkeringsplads med ladestander ved et plejehjem ganske tæt på ved.

- Sagen ser, som den er fremstillet i jeres avis, umiddelbart mærkelig ud. Og for at se om reglerne er overholdt, så må det i den enkelte sag vurderes, om en bil finder anvendelse som tjenestebil, siger Astrid Krag til Ekstra Bladet.

- Og jeg ved, at Ankestyrelsen på baggrund af Ekstra Bladets historie er ved at overveje, om de går ind i sagen.

Bilen er en Mercedes-Benz GLC 350 Hybrid, som er leaset for en fireårig periode til en pris af 8050 kroner om måneden eller knap 400.000 kroner i hele leasingperioden.

Tjenestebiler for borgmestre må kun bruges ved kørsel til og fra arbejde, hvis der er en chauffør, som kører bilen. På den måde kan borgmesteren passe sit arbejde under kørslen. Ellers skal bilen frikøbes til privat brug.

Kommunen og borgmesteren mener ikke, at der er tale om en tjenestebil. Og de mener ikke, at borgmesteren kører fra sit eget hjem, da parkeringspladsen er ved det nærliggende plejehjem.

Om reglerne er overholdt skal nu muligvis undersøges af Ankestyrelsen, som Astrid Krag beskriver som "første instans".

- De ser på, om reglerne er overholdt. Derfor kan jeg heller ikke gå mere ind i den konkrete sag for ikke at blive inhabil.

- Men jeg vil understrege, at reglerne skal holdes, og nu kender jeg kun sagen fra jeres dækning. Det ser mærkeligt ud, men nu må der en konkret vurdering til, siger Astrid Krag til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.