Hospitaler

Minister kræves på banen i kræftsag

KØBENHAVN:Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) skal redegøre for, hvordan han i en fart vil sørge for, at operationer for æggestokkræft bliver samlet på landets fem store kræftcentre. Sådan lyder kravet fra begge sider af Folketingssalen, efter det i B.T. er kommet frem, at Sundhedsstyrelsen i strid med egne anbefalinger har ladet læger på en række sygehuse udføre komplicerede operationer for æggestokkræft. Det sker, selvom de ikke er dygtige nok og opnår dårlige resultater. - Ministeren havde lovet, det ville blive samlet, og det er et svigt, at der stort set ikke er sket noget på det her område i snart tre år. Derfor vil jeg sige til ministeren, at han må få samlet det her. Det nytter ikke noget at trække det i langdrag, når der er så stor forskel på, om det går godt eller skidt, siger sundhedsordfører Jens Peter Vernersen til Ritzau. Han vil hurtigst muligt kalde ministeren i samråd om sagen. Også Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten kræver en forklaring. - Sundhedsministeren må finde ud af, hvad der er op og ned på det her område. Vi har fået orientering om, at man har specialiseret på en række kræftområder, men det kan være man ikke er nået hele vejen rundt, siger Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen. I 1998 og igen i 2001 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at behandlingen af denne type kræft skulle ske på fem store centre: Rigshospitalet, Herlev, Odense, Århus og Aalborg. Internationale undersøgelser har flere gange vist, at der er større overlevelse, hvis operationerne samles hos eksperter på store centre. Alligevel gennemførte 20 hospitaler operationer fra 2007 til 2008. Ifølge sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) bunder problemet i, at de gamle amter ikke fulgte Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Efter kommunalreformen fik Sundhedsstyrelsen magt til at træffe beslutninger. Roskilde sygehus skiller sig særligt negativt ud. Her opererer man på 9. år - trods alle anbefalinger - for æggestokkræft. Jakob Axel Nielsen klandrer ikke Sundhedsstyrelsen for beslutningen om at lade Roskilde sygehus operere. - Det er en faglig bedømmelse, og den har jeg ikke nogen muligheder for at gribe ind i, siger han. Ministeren understreger, at han ikke har kendskab til sagen. Æggestokkræft er ekstremt dødelig. Næsten halvdelen af de kvinder, der får diagnosen, er døde inden tre år, og overlevelsen er blandt de ringeste i verden. /ritzau/