Minister langer ud efter lærerformand i debatindlæg

Morten Østergaard (R) mener, at Anders Bondo bør trække udtalelser tilbage og anbefale læreruddannelsen.

Minister langer ud efter lærerformand i debatindlæg

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) langer nu direkte ud efter formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

I et indlæg i Politiken onsdag opfordrer ministeren Anders Bondo til at trække ordene om, at han ikke vil anbefale unge at uddanne sig til folkeskolelærere, tilbage, for i stedet at anbefale unge at søge ind på uddannelsen.

Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger til de videregående uddannelser er på fredag, og flere læreruddannelser frygter, at der i år vil være færre ansøgere som følge af balladen om lærernes arbejdstid.

- Der er behov for, at formanden for Danmarks Lærerforening løfter hovedet fra den konflikt, han står i. Han skal tænke lidt på fremtiden og deltage i en varm anbefaling af læreruddannelsen, siger Morten Østergaard til Politiken og fortsætter:

- Hans udtalelser har ikke været hjælpsomme i bestræbelsen på at genskabe prestigen ved lærerfaget.

Ministerens debatindlæg kommer, efter at Anders Bondo Christensen på et møde for foreningens tillidsmænd i sidste uge læste op fra en mail til børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Her sagde Anders Bondo, at han "for første gang vil stå i den situation, hvor han ikke vil kunne anbefale unge mennesker at uddanne sig til folkeskolelærere".

Anders Bondo Christensen afviser ifølge Politiken kritikken og siger, at formålet med den mail til Christine Antorini, som han i sidste uge læste op for lærerforeningens tillidsmænd, ikke var at advare unge mod at søge ind på læreruddannelsen.

Det var at fortælle regeringen, at folkeskolereformen kan blive så skadelig, at han i fremtiden ikke vil kunne anbefale de unge at læse til lærer.

- Jeg mente hvert et ord, siger Anders Bondo til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.