Lokalpolitik

Minister lytter til alternativt placeringsforslag

Planlagt radarmast på Skansen flyttes sikkert til Engbjerg

HORNE:Når Forsvarsminister Søren Gade (V) i næste uge fremlægger sit forslag om placering af en række nye radarmaster langs landets kyster til sikring af skibssejladsen, har han taget den moderate, men tilsyneladende saglige kritik fra borgere og kommunalpolitikere omkring placering af en mast på Skansebakken i Horne til sig. -Det er en meget positiv nyhed, siger Mogens Bjerre (S), formand for teknik- og miljøudvalget i Hirtshals. Såvel borgere, der bor tæt på Skansebakken, som teknik- og miljøudvalget har ikke alene udtrykt deres bekymring over placeringen. De har tillige fremlagt et alternativt placeringsforslag, hvor masten placeres på et geografisk tilsvarende sted, men hvor den ikke bliver placeret nær så tæt på beboelse, nemlig på Engbjerg. - I januar havde vi besøg af repræsentaner for Forsvarets Bygningstjeneste og den projektansvarlige for radarprojektet, fortæller Mogens Bjerre. De oplyste bl.a. at, Engbjerg havde været i spil som en mulighed. Men man havde valgt Skansebakken, fordi den lå tættere på kysten. Det med afstand til beboelse havde planlæggerne ikke taget hensyn til i første omgang. Undersøgelser har vist, at dækningsgraden fra Engbjerg faktisk vil være en kenne bedre end, hvis masten placeres på Skansebakken. Til gengæld er der døde pletter tæt under kysten, som masten ikke dækker. -Men områderne tæt ind under kysten er i forvejen særdeles godt radar-dækket, siger Mogens Bjerre. - At vi er blevet hørt, skyldes vel at vort alternative placeringsforslag viste sig at være mindst ligeså god en løsning, som Forsvarsministeriets oprindelige placering på Skansebakken. For os betyder det nu, at masten placeres et sted, hvor den ikke kommer nær så tæt på beboelse, og derfor ikke vil give så mange gener, konstaterer udvalgsformanden.