Kulturminister misser VM-kamp mod Kroatien efter aflyst fly

Et aflyst fly betyder, at kulturminister Mette Bock går glip af at se fodboldlandsholdet i Rusland søndag.

Kulturminister Mette Bock (LA) går for anden gang glip af at se det danske landshold i aktion i Rusland. Første gang var hun forhindret, fordi medieforhandlinger trak ud. Anden gang er det et aflyst fly, der forhindrer hende i at komme af sted. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Politik 1. juli 2018 09:05 - Opdateret 1. juli 2018 13:30

Kulturminister Mette Bock (LA) går glip af at se det danske fodboldlandshold spille mod Kroatien under VM i Rusland.

Mette Bock skulle være ankommet til Rusland søndag for at se kampen på stadion. Men søndag morgen i Københavns Lufthavn fik ministeren sammen med omkring 150 andre passagerer besked om, at flyet var aflyst.

- Vi var tjekket ind, humøret var højt og de rød-hvide farver dominerede. Men lige før vi skulle ud til flyet, får vi at vide, at vi ikke kommer af sted. Der var noget skuffede miner, må man sige, siger ministeren.

Også familie til spillere og dele af DBU-toppen skulle have været med om bord.

- Jeg havde især først og fremmest ondt af spillernes koner og kærester, som jo givetvis har glædet sig rigtig meget, ligesom spillerne har glædet sig til at se deres koner og kærester. Det var bare en sur morgen, siger Mette Bock.

Tidligere søndag skrev kulturministeren, der også er sportens minister, ellers, "så er vi på vej" på Twitter.

Hun tweetede et billede fra checkin-skranken i lufthavnen, hvor hun skulle flyve til Nisjnij Novgorod. Her spiller Danmark VM-ottendedelsfinale mod Kroatien klokken 20 søndag aften.

Men senere tweetede ministeren "Neej - for hulen da! Heller ikke denne kamp kommer jeg til."

Flyet, der var chartret af DBU særligt til lejligheden, havde ikke fået de nødvendige tilladelser på plads.

Mette Bock gik også glip af Danmarks kamp mod Frankrig 26. juni. Hun blev forhindret, fordi forhandlinger om en ny medieaftale trak ud.

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) tog af sted i hendes sted.

Det har været diskuteret, om den danske regering overhovedet skulle stille med en officiel repræsentant ved VM.

Blandt andet har ordførere for regeringspartierne Venstre og Konservative kritiseret beslutningen.

- Ministeren risikerer at blive en ufrivillig brik i Putins propagandaredskab, har Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, sagt.

Men Mette Bock er klar til at tage af sted for at støtte landsholdet. Hun beklager, at sport og politik blandes sammen.

- Uanset om jeg vælger at deltage eller blive væk, så bliver det tolket som et politisk valg. Det kan jeg ikke værne mig imod. Men jeg vil gerne værne om nogle af idrættens grundlæggende værdier, siger hun.

Det er værdier som fair konkurrence mellem nationer på tværs af konflikter og forskelle mellem mennesker, lyder det.

Mette Bock går dog ikke helt glip af søndagens kamp. Kulturministeren skal se den hjemme foran tv'et sammen med sine børn, børnebørn og svigerbørn.

Hun håber, at Danmark går videre ved VM, så hun måske kan få en ny chance for at tage til Rusland.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...