Minister: Mulighed for flere sager mod Danske Bank

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) siger på samråd, at myndighederne ikke er færdige med Danske Bank.

Bestyrelsesformand i Danske Bank Ole Andersen og resten af ledelsen i Danske Bank kunne sandsynligvis være blevet straffet for deres manglende handling i sagen om hvidvask, hvis de var dømt ud fra nye regler. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Bestyrelsesformand i Danske Bank Ole Andersen og resten af ledelsen i Danske Bank kunne sandsynligvis være blevet straffet for deres manglende handling i sagen om hvidvask, hvis de var dømt ud fra nye regler. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) gentager fredag på et samråd sin stærke kritik af Danske Banks ledelse, efter den store skandale hvor bankens estiske afdeling har hvidvasket milliarder af euro.

Ministeren sagde derudover, at der kan komme flere sager mod Danske Bank, samt at ledelsen i banken sandsynligvis kunne være blevet sanktioneret, hvis ikke de var bedømt ud fra gammel lovgivning.

- Jeg finder det kolossalt skuffende og meget kritisabelt, at ledelsen i Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar.

- Og man skal huske, at undersøgelserne ikke er afsluttet med Finanstilsynets afgørelse. Bagmandspolitiet er på sagen, og der kan komme nye informationer, der får Finanstilsynet til at genoptage den, sagde Brian Mikkelsen.

På samrådet er der sat spørgsmålstegn ved, hvorfor Danske Banks ledelsen og banken ikke er blevet retsforfulgt. Finanstilsynet har udtalt stærk kritik, men har ikke sanktioneret ledelsen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fortæller på samrådet, at der er to dele af sagen.

Den ene er selve hvidvaskningen. Den ligger hos de estiske myndigheder. Dansk politi har tilbudt sin assistance, men kan ikke gøre mere. Den anden del er, om Danske Bank ledelse har levet op sit ansvar.

Bankens ledelse var i årevis opmærksom på de estiske ulovligheder, men gjorde intet. Finanstilsynet har ikke fundet, at der kunne føres sag mod ledelsen.

Det blev erhvervsministeren spurgt til, om han synes var rimeligt. Spørgsmålet førte kort til lidt mumleri og tændt og slukkede mikrofoner.

- Jeg var ved at udtale mig som privatperson og ikke som minister, sagde Brian Mikkelsen, inden han fortsatte med sit officielle svar:

- Som minister må jeg forholde mig til Finanstilsynets afgørelse. Og den er, at der ikke har kunnet fås en dom ud fra den lovgivning, der var på tidspunktet for overtrædelserne.

- Hvis det var foregået i dag - med de regler, der er på plads nu, og de regler, der snart bliver vedtaget i Folketinget, så er det vores vurdering, at det kunne have haft konsekvenser for ledelsesmedlemmer i Danske Bank.

Ministeren understregede, at man ikke kan indføre lovgivning med tilbagevirkende kraft. Men at den lovgivning, der var i 2012-2014, var "for slap".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.