Minister: Odensesag er enlig svale

Justitsminister Lene Espersen glæder sig over hurtigere dom mod fire unge gaderøvere i Odense.

Det er et enkeltstående tilfælde, at kriminelle gaderøvere kan gå frit omkring i et halvt år, før dommen falder. Det fastslog justitsminister Lene Espersen, da hun torsdag var kaldt i samråd af Folketingets Retsudvalg om sagen fra Odense, hvor fire unge blev anholdt i februar og har tilstået flere gaderøverier, men i første omgang kunne gå fri indtil retssagen, som var sat til september. - Det er en usædvanlig lang berammelsestid, også selvom det ikke er usædvanligt, at sager kan trække ud, siger Lene Espersen. Ministeren glæder sig derfor over, at retssagen nu alligevel kunne finde sted i et lånt lokale. Problemet var ifølge dommer i sagen, Jan Lind, at der ikke fandtes et egnet lokale, og at de involverede parter havde svært ved at finde et fælles hul i kalenderen. Kompliceret puslespil - Der er ingen tvivl om, at den megen offentlige debat og medieomtale har gjort det lettere for dommeren, at overtale de involverede til at møde tidligere, siger Lene Espersen, der ikke kender til lignende andre sager, der er tilnærmelsesvis så "groteske", som hun betegnede sagen fra Odense. Ministeren er opmærksom på, at det er et stadigt større puslespil, der skal gå op, når retssager berammes. - Ikke mindst i sager om bandekriminalitet kan det være et praktisk problem at finde plads til alles forsvarere og eventuelle værger, siger hun. Justitsministeren vil igennem arbejdet med en kommende domsmandsreform forsøge at løse de logistiske problemer. De fire unge gaderøvere fra Odense modtog alle deres domme torsdag.