Minister: Omikron kan dominere i London om 48 timer
Omikron udgør 44 procent af coronatilfældene i London og ventes snart at overhale Delta som mest udbredte.

BRITAIN-HEALTH-VIRUS-VACCINES Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Virusvarianten Omikron breder sig med en sådan hast, at den formentlig vil være den dominerende coronavariant i London inden for de kommende 48 timer.
Det siger den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, mandag eftermiddag.
- Ingen variant af covid-19 har bredt sig så hurtigt, siger Javid i en udtalelse til det britiske parlament.
- Omikron udgør over 20 procent af tilfældene i England. Men vi har allerede set den stige til over 44 procent i London. Og vi forventer, at den bliver den dominerende variant i hovedstaden i de næste 48 timer.
Ministeren tilføjer, at han ikke er bekendt med, at regeringen har planer om at indføre yderligere restriktioner for at begrænse smitten.
I forvejen er briterne blevet bedt om at arbejde hjemme, at bruge mundbind på offentlige steder og vise coronapas. De skærpede regler trådte i kraft mandag.
Desuden skal briterne fra på onsdag kunne fremvise en negativ test for at komme ind på blandt andet natklubber. Det ventes godkendt i parlamentet tirsdag. Det gælder ikke færdigvaccinerede.
Den britiske regering forventer på sigt at udvide coronapasset, så alle voksne også skal kunne vise, at de har fået et såkaldt boosterstik.
Det vil ske, når alle har haft "en rimelig chance" for at få endnu en vaccination, siger Javid.
Tidligere mandag kunne Storbritannien for første gang bekræfte et dødsfald efter Omikron-smitte.
Sundhedsministeren meddelte samtidig, at der er omkring ti personer indlagt efter Omikron-smitte i Storbritannien.
Søndag sagde chefen for folkesundhed ved den britiske sundhedsstyrelse imidlertid til BBC, at det ikke var fastslået med sikkerhed, om de var indlagt på grund af Omikron-smitte eller af andre årsager.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har sagt, at Omikron giver grund til bekymring på grund af dens mange mutationer.
WHO har dog samtidig understreget, at det endnu er for tidligt at konkludere noget om varianten.
Der har været meldinger fra blandt andet Sydafrika om, at varianten giver mildere symptomer end andre varianter af coronavirusset. Det kræver dog yderligere undersøgelser, lyder det fra WHO.
/ritzau/Reuters