Minister ophæver registrering af tele- og webdata

Registrering af danskernes tele- og internetoplysninger er ikke brugbar, og minister ophæver EU-reglerne.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) ophæver et omstridt EU-direktiv om registrering af tele- og internetoplysninger, den såkaldte sessionslogning, da det er tvivlsomt, om de er egnet til brug i efterforskninger og retsforfølgning, oplyser Justitsministeriet.

I sidste måned underkendte EU-Domstolen EU's logningsdirektiv med henvisning til, at det "i særlig alvorlig grad gør indgreb i den grundlæggende ret til respekt for privatliv".

- Jeg har taget konsekvensen af, at det er tvivlsomt, om reglerne om sessionslogning kan anses for egnede til at opnå deres formål. På den baggrund har jeg besluttet, at reglerne om sessionslogning skal ophæves, siger Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.

Direktivet kræver, at EU-landene pålægger telebranchen at gemme privatpersoners data fra telefon- og sms-samtaler samt internettrafik i mindst seks og højst 24 måneder for at kunne identificere brugeren og dermed blandt andet forhindre organiseret kriminalitet og terror.

EU-Domstolen underkendte direktivet, men juristerne i Justitsministeriet mener ikke, at de danske regler bryder med de grundlæggende rettigheder til et privatliv.

Det hænger navnlig sammen med, at dansk ret i modsætning til logningsdirektivet opstiller nogle klare og præcise regler for myndighedernes mulighed for at få adgang til de loggede oplysninger og for den periode, hvor oplysningerne skal opbevares.

- Justitsministeriet har vurderet, at der ikke er grundlag for at antage, at de danske logningsregler skulle være i strid med EU's Charter om grundlæggende rettigheder, siger justitsministeren.

- Det er jeg personligt lettet over, for helt generelt er de oplysninger, som registreres efter de danske logningsregler, af stor betydning for dansk politi i forbindelse med efterforskningen og retsforfølgningen af kriminalitet, siger hun.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde ellers i maj i en spørgetime i Folketinget, at EU's omstridte logningsdirektiv kunne være et "nyttigt" redskab i jagten på terrorister.

I Danmark er direktivet implementeret i dansk ret således, at telebranchen er forpligtet til at gemme kommunikationsdata i 12 måneder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.