EMNER

Minister på trucker-kursus

Grøns Transport Uddannelser får ministerligt besøg mandag

For en uge siden viste undervisningsminister Tina Nedergaard at hun forstår skib at føre. Det skete i simulatoren på Skagen Skipperskole. Mandag får hun chancen for at vise sine evner som styrmand - denne gang på et helt andet fartøj. Undervisningsministeren besøger nemlig mandag Grøns Transport Uddannelser - AMU-Center Sæby. Besøget omfatter foruden undervisningsminister Tina Nedergaard også partifællen, borgmester i Frederikshavn Kommune Lars Møller. Grøns Transport Uddannelser er privat udbyder af AMU kurser. Undervisningsministeren kommer til at se, hvad der foregår på AMU Centret inden for landtransport. Centret har de sidste fire år udvidet sin kapacitet på AMU-delen, så det nu råder over 1000 kvadratmeter undervisningslokaler og 1000 kvadratmeter garager. Det kan håndtere omkring 500 kursister årligt til chaufføruddannelse og kørekort til lastbil, påhængsvogn og bus. Derudover kan det håndtere omkring 600 chauffører på efteruddannelse - nu også en, der er vant til ministerchauffør. Grøns Transport Uddannelser er den største udbyder af AMU landtransportuddannelser i området og har tidssvarende vognpark og undervisningsfaciliteter.