Forsikringsvirksomhed

Minister parat til at ændre regler for erstatning

København, tirsdag /ritzau/ Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) lover arbejdsgivere at se på regler for erstatning til fleksjobbere. Det er ikke rimeligt, at fleksjobbere får højere erstatning for arbejdsskader end folk, der vender tilbage til et almindeligt job efter en arbejdsulykke, mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). En højesteretsdom fra 2003 har fastslået, at fleksjobberes løn ikke skal modregnes, når der udmåles erstatning for tabt erhvervsevne. Det kommer til at koste arbejdsgiverne over en kvart milliard kroner om året i ekstra udgifter til forsikring mod arbejdsskader. Men Claus Hjort Frederiksen (V) er parat til at komme arbejdsgiverne til undsætning. - Det skal ikke være sådan, at man kan få større erstatning ved at være under en ordning frem for andre. Det er jeg sådan set enig i. Og derfor vil jeg også gerne medvirke til, at vi får set på reglerne og konsekvenserne af fleksjobdommen, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Fleksjobdommen er den direkte årsag til at arbejdsgiverne må imødese præmiestigninger på op mod otte procent for ulykkesforsikring i år. Dommen kommer til at koste arbejdsgiverne i underkanten af en milliard kroner i efterbetalinger, dertil kommer en ekstra udgift på 200 millioner kroner til ulykkesforsikring i årene fremover. Oven i det stiger arbejdsgivernes bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES) med mindst 50 millioner kroner om året, som følge af dommen. /ritzau/

Forsiden