Minister presset til undersøgelse

socialministeren får ikke lov at lave reformer uden en undersøgelse

KØBENHAVN:Nej og atter nej, var socialminister Henriette Kjærs (K) første svar til socialudvalget. Medlemmerne havde krævet en undersøgelse af, hvor mange kommuner, der flytter anbragte børn tilbage til deres familier alene af økonomiske hensyn. - Hvad kan vi bruge det til, hvis vi får at vide, at der er 20 kommuner, der gør det? Jeg kan ikke se behovet for en undersøgelse, sagde Henriette Kjær. I stedet ville hun gerne tale om den reform af anbringelsessystemet, som hun planlægger at fremsætte til foråret. - Vi skal hellere finde ud af, hvordan vi knækker kurven for anbringelser, sagde ministeren. Hvilken kurve, ville flere af udvalgsmedlemmerne gerne vide. Kurven for det stigende antal af anbringelser, svarede ministeren. Men antallet af anbringelser rasler jo netop ned for tiden, mente Villy Søvndal (SF). Nej, vel gør det ej, råbte ministeren. Fra 1999 til 2002 er det steget, irettesatte hun. Tallene føg gennem luften, og ingen kunne rigtig blive enige om, hvordan situationen forholdt sig i 2003. Det blev hurtigt klart, at et bedre overblik var nødvendigt, og det lovede ministeren at skaffe. Hun fastholdt dog, at formålet med reformen stadig var at nedbringe antallet af anbringelser. Sparreplaner - Jeg forstår ikke det fantastiske fænomen, at man allerede før en reform kan beslutte, at antallet af anbringelser skal ned, sagde Sandy Brinck (S). Hun udtrykte bekymring for, at børn, der allerede er anbragt, vil blive hevet hjem. Ministeren forklarede at hun ikke politisk kunne gå ud og bestemme, at anbragte børn aldrig skal kunne komme tilbage til deres familie. Desuden mente hun ikke, at det nødvendigvis altid er dårligt for børn at komme hjem til deres familier. - Man kan godt hjemtage anbragte børn med det formål at gøre indsatsen overfor barnet billigere og samtid gøre den bedre. Faglighed kan godt gå hånd i hånd med at spare penge, sagde Henriette Kjær. Det fik Magrethe Vestager (R) til at påpege, at man var nødt til at vide noget mere om, hvad der sker med dem der bliver hjemtaget og årsagerne til, at man hjemtager. Udgangen på det lettere kaotiske samråd blev, at socialministeren måtte love at indsamle en større viden om anbringelser og hjembringelser. Yderligere vil hun lave en sammenligning af kommunernes budgetter for 2003 og 2004, for at finde ud af, om der hold i, at udgifterne til anbringelser er stigende.