Forsikringsvirksomhed

Minister rykkes for afgørelse

Sagen om Scandinavian Star stadig til vurdering

KØBENHAVN:Justitsminister Lene Espersen (K) bliver nu i Folketinget afkrævet svar på, hvornår Rigsadvokaten er færdig med sin vurdering af, hvorvidt sagen om branden på færgen "Scandinavian Star" i 1990 skal genåbnes. Alle oplysninger peger i retning af, at forsikringssvindel er et muligt motiv til branden, der kostede 158 mennesker livet, mener Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup. Han synes, at det er under al kritik, at de danske myndigheder har været så længe om at behandle sagen. I Norge har en af de overlevende fra katastrofen, Mike Axdal, fået fri proces til at føre en erstatningssag mod det norskejede forsikringsselskab Skuld. Mike Axdal vil i retssagen søge at bevise, at de rette ejere af færgen aldrig blev stillet til ansvar. På baggrund af den norske retssag og nye oplysninger, der i øvrigt er kommet frem, ønsker Peter Skaarup, at mulighederne for at genåbne sagen hurtigt bliver undersøgt. - Borgernes retsbevidsthed krænkes, når behandlingen af sager som denne trækker ud i stadig længere tid hos de danske myndigheder, siger Peter Skaarup, der også foreslår, at der opføres et mindesmærke for de omkomne, f. eks. i Frederikshavn. /ritzau/