EMNER

Minister samler gaveregler

KØBENHAVN:Udenrigsminister Per Stig Møller (K) samler nu alle sit ministeriums skrevne - og uskrevne - regler for modtagelse af gaver i ét sæt retningslinjer. Det sker efter kritikken af Udlændingestyrelsens omstridte gavepraksis. Per Stig Møller skriver i et svar til Enhedslistens integrationsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, at det nye, samlede regelsæt kommer, "så der ikke kan herske tvivl om reglerne for medarbejdernes modtagelse af gaver fra kunder og samarbejdspartnere". - Retningslinjerne gælder for alle medarbejdere ansat eller lønnet af Udenrigsministeriet eller repræsentationerne, herunder lokalt ansatte og kontraktansatte rådgivere på bistandsområdet. Retningslinjerne fastslår, at medarbejderne ikke må modtage gaver eller andre tjenester, der kan påvirke deres funktion, arbejdsindsats eller dømmekraft. Medarbejderne vil i andre situationer kunne acceptere almindelig gæstfrihed og små gaver, siger udenrigsministeren. Med små gaver forstås gaver af "begrænset værdi", og det er overladt til den enkelte medarbejder af vurdere, om en gave falder inden for denne kategori. Cheferne i udetjenesten skal dog fastlægge rammerne for, hvad der lokalt kan betragtes som acceptabelt. /ritzau/