EMNER

Minister skal se på posthus-lukning

Orla Hav vil kæmpe for posthus i Nørresundby

Folketingsmedlem Orla Hav (S) vil kæmpe for at bevare Nørresundby Posthus.

Folketingsmedlem Orla Hav (S) vil kæmpe for at bevare Nørresundby Posthus.

Det vil være en helt forkert beslutning at lukke posthuset i Nørresundby. Dét mener folketingsmedlem Orla Hav (S), som er klar til at rejse sagen overfor transportminister Lars Barfoed (K). Hav blev oprindeligt opmærksom på sagen i forbindelse med et møde, hvor en borger fortalte ham om lukkeplanerne. Og det undrer ham, at Post Danmark ikke selv har været mere på banen. - Man påstår, at der har været en høring. Men den er der ingen, der har hørt om. Hvem har de hørt? I hvert fald ikke byens erhvervsliv, siger han. Efterfølgende har Orla Hav blandt andet diskuteret sagen med City Nords bestyrelse, og han mener principielt ikke, at en virksomhed der arbejder med kommunikation, kan tillade sig at agere på den måde. - Det kan godt være, der er en forretningsmæssig begrundelse her og nu. Men hvis et byområde skal udvikle sig, skal man jo have de faciliteter, der skal til, understreger han. Ifølge erhvervsforeningens tal er der pt. 1700 erhvervsvirksomheder, som betjenes af Nørresundby Posthus, der også fungerer som uddelingssted for områdets postbude. - Og det kan man jo ikke klare i hjørnet af en købmandsbutik, fortsætter Orla Hav. - Befolkningen i Nørresundby er ikke er folk, der går på netbank. De går på posthuset, for det er de opdraget til, forklarer han. Det socialdemokratiske folketingsmedlem har allerede vendt sagen med Anita Knakkergaard (DF), som også er parat til at kæmpe for at bevare posthuset. Og 8. januar sendte han følgende spørgsmål til transportministeren: "Af dagspressen er det fremgået, at Posthuset i Nørresundby påtænkes lukket og reduceret til et postudleveringssted i en lokal butik. På den baggrund skal jeg anmode ministeren om at redegøre for grundlaget for en sådan beslutning, der i høj grad reducerer den offentlige service i et byområde med et befolkningstal på cirka 35.000, hvoraf mange er ældre mennesker, der oftere anvender posthuset end yngre, som anvender den digitale verdens muligheder".