EMNER

Minister skal svare på fattigdom

Rasmus Prehn (S) vil have svar på øget behov for julehjælp

Frelsens Hær spiller for at samle de sidste 15.000 kroner ind til de ekstra familier, der i år skal have julehjælp. Foto: Bent Bach

Frelsens Hær spiller for at samle de sidste 15.000 kroner ind til de ekstra familier, der i år skal have julehjælp. Foto: Bent Bach

NORDJYLLAND:Det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) stiller nu spørgsmål til velfærdsminister Karen Jespersen (V) for at få oplyst, hvorfor flere familier har det så dårligt økonomisk. Det sker på baggrund af NORDJYSKEs omtale tirsdag af, at flere fattige familier har behov for julehjælp, I Aalborg er stigningen i julehjælp fra Kirkens Korshær og Frelsens Hær på 21 procent i forhold til sidste år. 375 familier i alt har fået hjælp i år. I Skagen har Frelsens Hær hjulpet 84 familier mod 64 i fjor, og i resten af Vendsyssel er der også en stigning. Her er tallet 220 i år mod 180 i fjor. - Jeg vil have klarlagt, om det skyldes loftet over kontanthjælpen, og de regler der efterfølgende er blevet vedtaget, siger Rasmus Prehn. - Og jeg vil spørge ministeren om, hvad hun har tænkt sig at gøre for disse familier. Rasmus Prehn erkender, at socialdemokraterne selv var med til forliget om loftet over kontanthjælpen. - Men vi har også erkendt, at det ikke virker efter hensigten. De seneste tre år har vi villet fjerne loftet over kontanthjælpen, men regeringen vil ikke, siger Rasmus Prehn. Frelsens Hær har haft travlt med at synge og spille de seneste dage. Budgettet for julehjælp er overskredet, fordi flere familier har fået bevilget hjælp end der var budgetteret med. - Men vi har valgt at give julehjælpen til alle, der opfyldte kriterierne, og så er jeg sikker på, at vi nok skal nå målet, siger major i Frelsens Hær, Jens Nielsen.