Minister skal svare på fejl i klagesager

SFs folketingsmedlem Villy Søvndal stiller spørgsmål om nordjyske kommuners sagsbehandling

NORDJYLLAND:En fejlprocent på over 40 i sager om førtidspension er alt for høj. Det mener folketingsmedlem Villy Søvndal, SF, der har stillet en række spørgsmål til socialminister Henriette Kjær, for at få bragt antallet af fejl i kommunernes sagsbehandling ned. Samlet set fejler kommunerne i Nordjylland i 27 procent af alle de sager Det Sociale Nævn i Nordjylland behandler. Procenten er på 42,7 i førtidspensionssager. Det viser statistikken for 2002. - Og det er alt for mange fejl. Man kan sammenligne det med, hvor mange fejl en privat virksomhed vil tolere i sin produktion, mener Villy Søvndal og tilføjer: - Derudover er der jo tale om syge folks forsørgelsesgrundlag. Loven skal overholdes, for netop folk på sygedagpenge og folk der søger førtidspension er ofte ekstra sårbare. - De har ikke en stor organisation i ryggen og ofte ikke overskud til at føre en langvarende sag mod kommunen. Det skal ganske enkelt være i orden og helst med ingen eller en meget lille fejlprocent. Loven skal overholdes, siger Villy Søvndal. Han har spurgt ministeren, på baggrund af NORDJYSKE omtale af sagen, hvad hun vil gøre for at sikre, at kommunerne yde en ordentlig sagsbehandling i forbindelse med behandlingen af sager på sygedagpengeområdet og i pensionssager. Villy Søvndal har ligeledes spurgt ministeren om, hvordan fejlprocenten ser ud på landsplan. - Socialministeren må sikre, at landets love overholdes, siger Villy Søvndal. I Nordjylland har Pandrup Kommune for nylig fået drøje hug på sygedagpengeområdet i en revisionsberetning fra Kommuners Revision. Det bliver blandt andet bemærket, at kommunen ikke følger loven, at der generelt mangler dokumentation for opfølgningsplaner og at fejlene er medvirkende til, at kommunen har så mange længerevarende sygedagpengesager. I revisionsberetningen bemærkes, det, at det ikke ser ud til, at fejlene koster borgerne penge. Klagesager over eksempelvis sygedagpenge ender i Det Sociale Nævn, hvis en kommune ikke giver borgeren ret i sin klage. I 2002 lå netop Pandrup Kommune blandt topscorerne, hvad angår fejlprocenten i samtlige klagesager, der er forelagt Det Sociale Nævn. Der var således fejl i 37,8 procent af sagerne fra Pandrup Kommune. Skagen Kommune derimod har en fejlprocent på 16,9.