Minister: Skattejob samles i Hjørring

Ingen tvivl om flytning, siger Kristian Jensen

NORDJYLLAND:Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) bør læse NORDJYSKE Stiftstidende - og gøre det hver dag. Sådan skriver skatteminister Kristian Jensen (V) - indirekte - i et svar til den nordjyske politiker. I slutningen af september skabte formanden for Folketingets kommunaludvalg, Poul Nødgaard (DF), tvivl om, hvor mange skattemedarbejdere i Frederikshavn der skal flytte til Hjørring, når en ny struktur for skatteligningen træder i kraft. Ifølge forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti skal Hjørring være hjemsted for ligningen i Vendsyssel, men Poul Nødgaard antydede i NORDJYSKE, at forholdsvis nye bygninger i Frederikshavn kunne huse en art satellit-afdeling. Artiklen fik 8. oktober Bjarne Laustsen til at spørge skatteministeren, om han kan bekræfte Poul Nødgaards oplysninger. Nu har Bjarne Laustsen fået svar fra Kristian Jensen, der skriver: "Mit svar på spørgsmålet stod ligeledes at læse i NORDJYSKE Stiftstidende (dagen efter den artikel, der henvises til i spørgsmålet, det vil sige onsdag 29. september)." Alle til Hjørring Kristian Jensen gentager herefter, at der vil være en periode på måske op til fire år, hvor nuværende bygninger og lejemål afvikles. Derfor vil der en tid endnu være brug for lokalerne i Frederikshavn. Men, fastslår skatteministeren, "når reformen er fuldendt, sidder alle medarbejderne i Hjørring". Bjarne Laustsen siger til NORDJYSKE, at han skam havde læst ministerens svar, da han stillede sit spørgsmål. - Men jeg fornemmer, at Dansk Folkeparti tolker aftalen anderledes. Deres forhandlere giver udtryk for, at de mener at have sikret sig imod, at den ny struktur fører til opførelse af nye paladser rundt omkring - men netop dét bliver tilfældet, hvis alle disse mange folk skal sidde samlet i Hjørring, siger Bjarne Laustsen. Han agter nu at følge sagen op med et spørgsmål i Folketingets spørgetid. - Så kan vi forhåbentligt få fuld klarhed over, hvad aftalepartnerne egentlig mener, siger han.