Minister skifter kreds: Vil vælges i Nordjylland

To radikale ministre skal kæmpe i Nordjylland ved næste valg. Ved sidste valg blev kun en radikal valgt.

Minister skifter kreds: Vil vælges i Nordjylland

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) stiller ved næste valg op til Folketinget i Nordjylland.

Den 46-årige minister blev i 2011 nyvalgt til Folketinget i Nordsjælland, men har nu sagt ja til en opfordring om at skifte kreds, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Bestyrelsen for partiets kreds i Frederikshavn indstiller enstemmigt til, at ministeren opstilles i kredsen. Og det er Christian Friis Bach glad for:

- Min mor er født i Nordjylland, og jeg har en stærk familiemæssig tilknytning til landsdelen. Derfor har jeg hele tiden tænkt, at skulle jeg stille op et andet sted, skulle det være i Nordjylland, siger udviklingsministeren.

- Det betyder noget, at man kender den storkreds, man er valgt i og skal repræsentere - og det betyder noget, at man kan forstå de mennesker, der har valgt én, fortsætter han.

I flere årtier har Marianne Jelved været ene om at repræsentere de nordjyske radikale i Folketinget. 69-årige Jelved, der nu er kulturminister, har tilkendegivet, at hun genopstiller ved næste valg.

Partiets nordjyske formand, Nicolaj Holm, pointerer, at Marianne Jelved fortsat er nordjysk spidskandidat.

- Sidste gang var vi uhyre tæt på mandat nummer to. Og jeg tror, at den styrkelse af vores hold, som Christian Friis Bach er udtryk for, vil øge chancerne for at få to valgt, siger Nicolaj Holm til Nordjyske.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.