Minister: Slesvig-Holstens domstol afgør Puigdemonts skæbne

Carles Puigdemont blev i weekenden anholdt i Tyskland. Forinden var han rejst gennem flere lande.

Politik 26. marts 2018 12:28 - Opdateret 26. marts 2018 14:47

Tyskland anholdt søndag Carles Puigdemont på basis af en europæisk arrestordre, siger en talskvinde i Tysklands justitsministerium.

Hvorfor andre lande har valgt ikke at anholde ham, kan talskvinden ikke svare på, efter at den tidligere regionspræsident i weekenden rejste frit gennem Danmark.

Det er nu op til domstole i Slesvig-Holsten at afgøre hans videre skæbne, understreger ministeren.

Og den afgørelse vil næppe falde før efter påske, fortæller en talskvinde for anklagemyndigheden i Slesvig.

Spanien ønsker den tidligere leder i Catalonien udleveret på anklager om oprør og statsundergravende virksomhed i forlængelse af uafhængighedserklæringen sidste år.

- Spanien er en demokratisk retsstat, og det er fortsat den føderale regerings overbevisning, at konflikten i Catalonien skal løses inden for den spanske lov og forfatnings rammer, siger den tyske regeringstalsmand Steffen Seibert.

Derfor har Tyskland under krisen støttet Spanien, forklarer han.

Flere catalanske separatister fra den tidligere regering i den østspanske region er anklaget i Spanien.

Mandag melder den tidligere undervisningsminister Clara Ponsati, at hun vil kæmpe for at undgå udlevering til Spanien fra Skotland, hvor hun bor i øjeblikket.

Hun argumenterer, som Puigdemont længe har gjort, at hun som separatist ikke kan være sikker på en retfærdig behandling ved domstolen i Spanien.

- Det er en politisk retsforfølgelse - et systematisk forsøg på at kriminalisere stræben efter uafhængighed, siger advokat Aamer Anwar, som repræsenterer den tidligere undervisningsminister, til BBC.

Ponsati er professor på universitetet St. Andrews.

Udviklingen i Spanien følges tæt i Skotland, hvor regeringen også ønsker løsrivelse. Skotterne støtter Cataloniens ret til selvbestemmelse, men har dog sagt, at de vil respektere den juridiske proces.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...