Minister stiller op i Nordjylland
De Radikale har to ministre som kandidater ved det næste folketingsvalg

Christian Friis Bach er valgt som ny folketingskandidat. Arkivfoto
FREDERIKSHAVN:Helt som forventet har medlemmerne af De Radikale i Frederikshavn-kredsen valgt udviklingsminister Christian Friis Bach som ny folketingskandidat. Det skete enstemmigt på generalforsamlingen tirsdag aften.
Dermed kan regeringspartiet mønstre to ministre som kandidater i Nordjylland ved det næste folketingsvalg, for kulturminister Marianne Jelved genopstiller i Hjørring-kredsen.
Ikke uventet er kredsformand Hans Jørgen Nygaard glad for valget af den nye kandidat:
- Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet vælge Christian Friis Bach til at opstille i Nordjylland. Han bliver en fantastisk kandidat, fordi han føler sig hjemme på egnen, han har sommerhus og masser af familie i Nordjylland, hvor hans mor stammer fra, ja, han forstår endda vendelbomål.
Ved de seneste valg har Nordjylland kun givet valg til et radikalt mandat, men med to ministre i front ser partiet med fortrøstning frem til næste valg:
- Christian Friis Bach er en klar forstærkning af De Radikale i Nordjylland, mener formanden for i landsdelen, Nicolaj Holm.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.