Minister tegner forbindelse fra spionangreb til britisk par

Rusland kan hjælpe med opklaring af giftsag, mener britisk minister, så man undgår, at flere bliver syge.

Britiske myndigheder kunne sent onsdag meddele, at man efter laboratorieanalyser af prøver fra to syge personer i Amesbury er nået frem til den konklusion, at de blev forgiftet med den russiske nervegift Novichok. Foto: Geoff Caddick/Ritzau Scanpix

Britiske myndigheder kunne sent onsdag meddele, at man efter laboratorieanalyser af prøver fra to syge personer i Amesbury er nået frem til den konklusion, at de blev forgiftet med den russiske nervegift Novichok. Foto: Geoff Caddick/Ritzau Scanpix

Britiske myndigheder arbejder ud fra en antagelse om, at to giftsyge personer er tilfældige ofre for følgerne af et angreb 4. marts mod en eksspion, der blev forgiftet med en russisk nervegift.

Torsdag formiddag opfordrer den britiske sikkerhedsminister, Ben Wallace, Rusland til at "fortælle, hvad der er sket".

- De (Rusland, red.) kan fylde hullerne i efterforskningen af hensyn til folks sikkerhed, siger Wallace.

Storbritanniens regering har beskyldt Rusland for at stå bag angrebet 4. marts.

Med sikkerhedsministerens seneste udtalelse om weekendens hændelse i Amesbury peger briterne igen fingeren mod Rusland.

Formanden for det russiske parlaments forsvarsudvalg, Vladimir Sjamanov, beder Storbritannien om at sende en officiel invitation til Rusland om at bidrage til efterforskningen, rapporterer nyhedsbureauet RIA.

Ministeren lover, at man nok skal finde de skyldige - også selv om det kan tage lang tid.

Britiske myndigheder kunne sent onsdag meddele, at man efter laboratorieanalyser af prøver fra to syge personer i Amesbury er nået frem til den konklusion, at de blev forgiftet med den russiske nervegift Novichok.

Det var samme gift, som blev brugt i et angreb på den russiske eksspion Sergej Skripal og dennes datter i Salisbury 4. marts.

Da parret lørdag pludselig fik mystiske symptomer, blev de indlagt, og de blev erklæret i kritisk tilstand.

Onsdag blev en antiterrorenhed ved britisk politi koblet på efterforskningen.

Det skete, da man fik mistanke om en forbindelse mellem angrebet på Skripal, der ikke er opklaret, og sagen med det britiske par i Amesbury, der ligger ti kilometer nord for Salisbury.

Politiet antog først, at symptomerne hos det britiske par var forårsaget af uren narko. Det viste sig at være forkert. Den ene af de to syge er registreret misbruger af heroin, skriver avisen The Times.

Ifølge politiet er der intet, der indikerer, at de to personer skulle være mål for et attentat. Begge er britiske statsborgere. De er fra lokalområdet, og det har øget frygten for, at andre helt tilfældige borgere kan blive syge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden