Retspleje

Minister trækker grænse for forbud

Regeringen vil ikke bøje sig for DF-krav

Justitsminister Lene Espersen trækker grænsen for tørklædeforbuddet. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix

Justitsminister Lene Espersen trækker grænsen for tørklædeforbuddet. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix

KØBENHAVN:Regeringens forslag om forbud mod tørklæder og andre religiøse symboler på juridiske dommere skal ikke udvides til lægdommere, fastslår den konservative justitsminister Lene Espersen. - Vi er uenige med Dansk Folkeparti i at lægdommere og nævninge - som skal afspejle det danske samfund - skal reguleres, så bestemte grupper ikke må være nævninger og lægdommere. Vi vil heller ikke lovgive, når det gælder sygeplejersker og folkeskolelærere, siger justitsministeren. - Vi har undersøgt, hvordan andre lande regulerer området. Vores linje ligger fuldstændig fast, siger Lene Espersen. I Dansk Folkeparti siger næstformand og retsordfører Peter Skaarup, at det er ulogisk, hvis lægdommere som domsmænd og nævninge ikke skal være lige så neutralt klædt som de juridiske dommere. Han mener, at det vil skabe utryghed, hvis ikke alle dommere, også lægdommerne optræder uden fremtrædende religiøse symboler. - Men det er positivt, at regeringen er kommet med forslaget, siger han. Peter Skaarup mener ikke, at et diskret kors vil være et problem for en dommer. - Det er jo ikke et kæmpe monstrum, nogen går rundt med, siger han. Derimod kan han ikke acceptere et tørklæde. Men det er ikke for at udelukke bestemte grupper. - Det er deres valg. Med regeringens forslag er det allerede sådan, hvis man søger til domstolsstyrelsen for at være dommer. Nogle må holde sig væk, hvis de ønsker at bære tørklæde, siger retsordfører Peter Skaarup, DF. /ritzau/