Minister: Vi skal ikke bruge skattekroner på rejemad-sag

Fødevareminister Dan Jørgensen kritiserer Fødevarestyrelsen for at bruge for meget energi på en rejemad.

8. maj 2014 19:10

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) banker nu Fødevarestyrelsen på plads i bemærkelsesværdig sag, hvor styrelsen har dikteret, hvor mange rejer en restaurants rejemad skal bestå af.

- Dette er en tåbelig sag. Fødevarestyrelsen skal selvsagt ikke bruge tid og ressourcer på at veje rejer på en rejemad, siger Dan Jørgensen.

- Jeg har indskærpet over for styrelsen, at vi ikke skal bruge skatteborgernes penge på den slags bagateller.

Sagen begyndte i efteråret, da en borger tippede fødevarekontrollen om, at der i en restaurant var for få rejer på de rejemadder, som stod i en montre, i forhold til nogle rejemadder på et billede.

Fødevarekontrollen rykkede ud og fandt i køkkenet en opskrift, hvor der stod, at der skulle være 50 gram rejer på en brødskive.

Kontrollørerne tog en stikprøve af en enkelt rejemad med kun 34 gram rejer. Det svarede til en difference på 16 gram eller seks rejer. På den baggrund fik restauratøren en indskærpelse for snyd.

Der er ifølge fødevareministeren brugt alt for mange ressourcer på sagen.

- Der skal selvsagt ikke ske vildledning af forbrugerne, og jeg er sikker på, at kontrollanten har ageret ud fra de bedste intentioner, men nu siger jeg altså meget klart, at vi ikke skal bruge skatteborgernes penge på den slags bagateller. Så i fremtiden skal det være anderledes.

Hele scenariet fik onsdag Liberal Alliances Joachim B. Olsen til at ryste på hovedet.

- "Barnepigestaten" misbruger her skatteydernes penge til en latterligt og nidkær chikane af voksne erhvervsdrivende. Hvis kunderne mangler rejer, spiser de selv et andet sted, siger han til metroxpress.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...