Minister vil godt tale om regning

Sundhedspolitik 1. december 2002 07:00

AALBORG: Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har meldt sin ankomst på Amtsgården i Aalborg midt i december. Her vil ministeren drøfte den regning på tilbagebetaling af ca. 28 mio. tilskuds-kroner, som han har sendt til amtet, efter at reglerne for tilskud fra regeringens ventelistepulje på 1,5 mia. kr. er lavet om. Både amtsborgmester Orla Hav (S) og formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl H. Bornhøft (SF), har tidligere foreslået et møde, så de er tilfredse med det forestående besøg. - Også selv om vi er i den specielle situation, at ministeren har besluttet sig i den sag, vi ville drøfte med ham, siger Karl H. Bornhøft, men når ministeren nu mener, at dialog kunne være et arbejdsredskab, byder vi ham naturligvis velkommen. - Men så taler vi også realpolitik, understreger Orla Hav. Vi er jo interesserede i at kunne fortsætte, så patienterne i Nordjylland ikke kommer til at stå ringere end borgere andre steder i landet. De to nordjyske politikere har tidligere uden held bedt om et møde med sundhedsministeren, men Lars Løkke Rasmussens partifælle i amtsrådet, Jens Chr. Larsen, har angiveligt overtalt ham til at tage turen til Aalborg. Hele sagen er på økonomiudvalgets dagsorden på mandag, hvor det - i hvert fald indtil ministerens tilbud om at komme til Aalborg - har været hensigten at tage stilling til, om amtet skal få lavet et juridisk responsum om lovligheden af at ændre regler med tilbagevirkende kraft, og hvor man også skulle finde en indstilling til amtsrådet om tilbagebetaling eller ej af de mange millioner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...