Danmark

Minister vil have bred aftale om pædagoger

Uddannelsesminister Morten Østergaard ønsker bredt forlig om ny pædagoguddannelse efter aftale med EL og DF.

Minister vil have bred aftale om pædagoger

Alle Folketingets partier er velkommen i et forlig om en ny pædagoguddannelse.

Det fastslår uddannelsesminister Morten Østergaard (R), skønt han fredag aftalte med Enhedslisten og Dansk Folkeparti at sende sit lovforslag i høring senest 1. juli.

- Venstre og De Konservative inviteres, når høringssvarene foreligger.

- Men regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten ville sende et klart signal til den pædagogiske verden om, at vi har store forventninger til, hvad de kan udrette for at bryde den negative sociale arv, siger Morten Østergaard.

Lovforslaget bygger på en vurdering fra 2011 af pædagoguddannelsen, som stammer fra 2006.

- De studerende skal have en højere grad af specialisering mod de arbejdsområder, som er meget forskelligartede for pædagoger. De skal være bedre til at arbejde sammen på tværs. De skal have et højere fagligt niveau.

- Derfor har vi brug for en reform af pædagoguddannelsen, siger Morten Østergaard.

Han søger den bredest mulige støtte bag pædagoguddannelsen. Det viser det såkaldte "forståelses-papir" bag aftalen med EL og DF, påpeger han.

- V og K er mere end velkommen. Det gælder i øvrigt også Liberal Alliance. Dét, der skiller os, er ikke den store uenighed om pædagoguddannelsen, men processen, mener Morten Østergaard.

Venstre vil drøfte optag, karakterer og frafald på pædagogseminarier, påpeger uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen.

- Vi drøfter alle de idéer, Venstre måtte have. De er meget velkommen med de synspunkter, de måtte finde i høringssvarene eller andre. Forhandlingerne må vise, om vi kan blive enige, siger Morten Østergaard.

Han kan ikke genkende VKs kritik af ufine metoder. De fik lov at afvente høringssvarene, understreger uddannelsesministrene.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.