Minister vil have klare regler for plejefamilier

Manu Sareen vil lave klare regler for magtanvendelse i plejefamilier, men venter på anbefalinger fra udvalg.

Der skal være klare regler for magtanvendelse i plejefamilier, så anbragte børn og unge trives og er trygge i deres plejefamilier.

Sådan siger socialminister Manu Sareen (R) til Ritzau, efter at Kristeligt Dagblad lørdag skriver, at hver fjerde plejefamilie bruger magt.

- Vi skal fra politisk hold sikre, at rammerne er tydelige. De seneste år er flere børn kommet over i plejefamilier frem for opholdssteder, og derfor er diskussionen vigtig, siger Manu Sareen.

Regeringen nedsatte i juli sidste år et magtanvendelsesudvalg, der kigger på hvordan magtanvendelse fungere på børne- og ungeområdet.

Ministeren regner med at udvalget, der består af alle involverede organisationer på anbringelsesområdet, er færdige til næste år. Derefter vil han forholde sig til udvalgets anbefalinger.

I en undersøgelse som Rambøll har lavet for Socialministeriet er 138 plejefamilier blevet spurgt om magtanvendelse. 62 procent af familierne har anvendt, hvis plejebarnet har optrådt voldeligt overfor andre i familien. 38 procent har fastholdt et barn, der ødelagde husinventar, og 40 procent har fastholdt et barn, der gjorde skade på sig selv.

- Det er et højt tal, og derfor kan jeg kun glæde mig over, at vi er ved at undersøge hele plejefamilie området, og hvad der skal forbedres. Vi holder møder med alle aktører, og jeg har lige mødt nogle børn, der fortalte, hvordan det er at være anbragt, fortæller ministeren.

SFs Özlem Cekic siger, at magtanvendelse i plejefamilier bør registreres, ligesom opholdssteder og daginstitutioner gør. Det skal hjælpe med at give et overblik over, hvornår og hvorfor der bliver anvendt magt.

Også forbundsformanden for socialpædagogerne, Benny Andersen, siger til Kristeligt Dagblad, at reglerne bør omfatte plejefamilierne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.