EMNER

Minister vil ikke give rabat

et drab er et drab, siger Brian Mikkelsen (K), der synes, at unge helt ned til 14 år skal kunne idømmes op til 16 års fængsel. Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix

et drab er et drab, siger Brian Mikkelsen (K), der synes, at unge helt ned til 14 år skal kunne idømmes op til 16 års fængsel. Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix

KØBENHAVN:Vi skal sørge for at unge ikke bliver kriminelle, men hvis de begår grove forbrydelser som drab, skal der ikke være nedslag i straffen, mener Brian Mikkelsen. Når en dreng stikker en kammerat ihjel i skolegården eller tæsker en mand til døde, skal han ikke længere have nedsat straf, fordi han er under 18 år. Det mener justitsminister Brian Mikkelsen (K), der nu vil fjerne det loft i retsplejeloven, der hidtil har sikret, at børn under 18 år højst kan få otte års fængsel. - Det virker helt urimeligt, at man får rabat, når man dræber et andet menneske bestialsk og brutalt tager det væk fra dets familie, siger Brian Mikkelsen til Ritzau. Han sammenligner ændringen med, at Højesteret for nylig slog fast, at et drab på en kæreste eller ægtefælle ikke skal give mindre straf end andre drab, som det ellers hidtil har været praksis. - Et drab er et drab, og af hensyn til retsopfattelsen og retsfølelsen hos danskerne fjerner vi nu den rabat, der har været for unge, der begår grove forbrydelser, siger Brian Mikkelsen. Samtidig sættes den kriminelle lavalder ned, så børn helt ned til 14 år nu kan få op til 16 års fængsel. Lovforslaget kritiseres blandt andet for at gøre unge mere kriminelle ved at sætte dem længere tid i fængsel. Til det siger ministeren: - Vi har en stor forpligtelse til at passe på børnene, og derfor har vi også for nylig lanceret Danmarkshistoriens største kriminalpræventive pakke med 40 forskellige tiltag. Men hvis man begår så grove forbrydelser, sender det et helt forkert signal at give rabat, blot fordi man har en bestemt alder, siger Brian Mikkelsen. Forslaget støttes af Venstre og DF og går imod et flertal i regeringens Ungdomskommission, der har anbefalet, at der ikke røres ved maksimumgrænsen på otte års fængsel. /ritzau/

Forsiden