Minister vil løse MRSA-problem med internet-kursus

Arkivfoto
Erhverv 16. november 2016 08:26 - Opdateret 16. november 2016 08:42

KØBENHAVN: Stik imod anbefalingerne fra en ekspertgruppe under Fødevarestyrelsen lægger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) op til, at et obligatorisk hygiejnekursus til bekæmpelse af den resistente stafylokokbakterie MRSA skal være et internetbaseret e-læringskursus.

Arbejdsgruppen har ellers klart meldt ud, at den anbefaler, at undervisningsformen skal være et arbejdsmarkedskursus skriver Fagbladet 3F.

Hygiejnekursets tre største målgrupper er medarbejdere og selvstændige i svinebranchen, chauffører samt slagteriarbejdere. Det drejer sig om cirka 10.500 personer, vurderes det i arbejdsgruppens rapport. Mange af dem er udlændinge.

3F har de seneste år ført flere sager for medlemmer, der er blevet smittet med MRSA. Flere af sagerne er endt med erstatning til 3F’erne.

- MRSA er et meget alvorligt problem, som rammer mange af vores medlemmer og deres familier. Det er på ingen måde seriøst at bekæmpe spredningen af MRSA blot ved hjælp af et internet-kursus. Det er simpelthen noget svineri, siger Vagn Henriksen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, og fortsætter:

- Vi vil have et kvalificeret arbejdsmarkedskursus til gavn for vores medlemmer og deres familier. Og undervisningsplanerne ligger klar til brug.

Den nedsatte arbejdsgruppe har foreslået et otte timers kursus for alle personer, der arbejder med svin, hvor personerne får undervisning i de risici, der er forbundet med MRSA. Og undervisning i hvordan man kan mindske udbredelsen i staldene samt uden for staldene.

Fagbladet 3F har mandag og tirsdag forsøgt at få kommentarer fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Men ministeriets presseafdeling oplyser 3F, at ministeren først kan kommentere på sagen onsdag.

Onsdag klokken 14.00 er ministeren kaldt i åbent samråd i Folketinget om MRSA.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...