Minister vil ride med på bølgen

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) ser perspektiver i bølgeenergi efter besøg i Hanstholm.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det var en synlig imponeret klima- og energiminister, der torsdag formiddag fik præsenteret WaveStars bølgeenergi. Foto: Diana Holm

Investor Jørgen Mads Clausen og direktør Bent Kristensen, WaveStar, er klar til at få sat deres anlæg til bølgeenergi i en serieproduktion i fuldskala med 20 flydere med en kapacitet på seks megawatt. Anlægget har gennem et par år været testet ud for Roshage mole, og ifølge Jørgen Mads Claus og Bent Kristensen er anlægget så gennemtestet, at det er klar til en serieproduktion. Idéen er, at WaveStar skal fungere sammen med de største havvindmølleparker. I den forbindelse gør Bent Kristensen det klart, at regeringen skal på banen med mere massive støttemidler, så bølgeenergi kan blive serieproduceret. - Der har været penge til at udvikle bølgeenergi, og nu skal der midler fra staten til en kommerciel produktion, siger Bent Kristensen og Jørgen Mads Clausen tilføjer, at klima- og energiminister Lykke Friis i øjeblikket forhandler med Folketingets partier om energiplan 2050. - Det er nu, der er mulighed for at påvirke beslutningerne, og staten bør ind med støttemidler, mener Jørgen Mads Clausen. Bølger og vind I følge WaveStars tekniske direktør Laurent Marquis giver det langt den bedste udnyttelse af både bølge- og vindenergi, når de to teknologier arbejder ammen. - Bølgeenergien udjævner produktionen fra havvindmøller, som har store udsving i produktionen, mens det går mere jævnt med bølgeenergi, som er lidt forsinket i udsvingene i forhold til vindmøllerne, fordi vandet er en tungere masse at flytte end vinden og derfor langsommere, forklarer han. - Bølgekraft er nærliggende sammen med havvindmøller, når der nu i forvejen er projekteret tekniske anlæg, siger Laurent Marquis. Eksport Klima- og energiminister Lykke Friis oplevede umiddelbart bølgeanlægget i Hanstholm som begyndelsen til et eksporteventyr. - Men prisen for hver produceret kilowattime skal ned, mente hun og sagde samtidig, at hun så perspektiver i at koble bølgekraft sammen med havvindmølleparker. - Det kan udvikle sig i den retning, at bølgekraft står på skulderen af energi fra havvindmøller, lød det fra den forblæste klimaminister ude på anlægget, hvor Vesterhavets bølger rejste sig i knap to meters højde. I øvrigt et glimrende vejr til at demonstrere bølgeenergianlægget i. For Lykke Friis var besøget på WaveStar et besøg, der med hendes egne ord gjorde hende klogere, og for det andet karakteriserede hun besøget med et engelsk ordspil: "Seeing is believing". Støttemidler Ministeren ville ikke entydig lægge sig fast på, at regeringen burde gå ind med støttemidler til serieproduktion af anlæg til bølgeenergi i fuld skala. - Der er allerede en god dialog med Energistyrelsen om Horns Rev 2, og bølgeenergi er støttet gennem Højteknologifonden og PSO-midler, forklarede hun samtidig med, at hun erkendte, at de midler var gået udelukkende til forskning og udvikling af bølgeenergien. - Jeg tror ikke på et støttekapløb mellem landene, slog ministerens fast. Perspektiv Det langsigtede mål for bølgeenergi er 10 procent af den totale produktion af energi i Danmark. Og det fandt Lykke Friis interessant. I næste uge skal hun til Berlin for at drøfte energi og udfasning af Tysklands a-kraftværkser. Og i følge ministeren kan bølgeenergi være et godt supplement til at lukke energihullet efter a-kraften. - På den måde kan vi slå to fluer med et smæk, og jeg ser potentialer i bølgeenergi, fremhævede hun med hentydning til eksporteventyret og serieproduktion af anlæg til bølgeenergi. Vindmøller Udviklingen af havvindmøller og bølgeenergi er for Jørgen Mads Clausen to sider af samme sag. Han peger på, at der for ti år siden var installeret 10 MW havvindmøller i Danmark. I 2010 havde Danmark installeret 661 MW. WaveStar peger på en klar årsag til denne markante udvikling på kun ti år. For det første erfaringerne fra de første havvindmølleparker, og for det andet skiftende regeringers velvillige støtte har været medvirkende til, at Danmark i dag er førende internationalt med en markedsandel på 95 procent inden for havvindmøller. - Vi mener derfor, at såfremt bølgeenergi får den samme politiske interesse, vil denne energiform om 10 være en teknologi, der seriøst kan indregnes med en betydende andel i vores energiplanlægning for CO2-fri produktion i 2050, siger Jørgen Mads Clausen.