Minister vil undersøge mulig ny svindelsag i Forsvaret

En tidligere ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har muligvis svindlet, skriver Ekstra Bladet.

Forsvarsminister Trine Bramsen bebuder nu en undersøgelse af sagen. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister Trine Bramsen bebuder nu en undersøgelse af sagen. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:En tidligere medarbejder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sendte angiveligt over fire millioner videre til sin kæreste ved at hyre hans firma til overpris, skriver Ekstra Bladet onsdag.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil undersøge det til bunds og har derfor bestilt en undersøgelse i sagen.

- Jeg ser med største alvor på alt, hvor der kan stilles spørgsmål til, om ansatte i Forsvaret har opført sig som de bør. Også tilbage i tiden.

- Det gælder ikke mindst enhver form for misbrug af offentlige midler og misbrug af deres beføjelser, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun har - ifølge avisen - orienteret Folketingets partier om sagen.

Klar til politianmeldelse

- Viser der sig at være den mindste mistanke om, at der er begået ulovligheder, bliver sagen selvsagt anmeldt til politiet, siger hun til Ekstra Bladet.

Avisen skriver, at den ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse var ansvarlig for inventaret på en lang række asylcentre i landet.

Den ansatte arrangerede, ifølge Ekstra Bladet, at kærestens lagerejendom i Ringsted blev lejet ud for 4,1 millioner kroner. Først blev den lejet til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og siden til Jammerbugt Kommune.

Begge steder var hovedpersonen i sagen angiveligt ansvarlig for området.

Rejsehold til Hjørring

Det er ikke første gang i løbet af det seneste år, at Trine Bramsen har måttet kigge Forsvaret efter i sømmene.

I december sendte hun et rejsehold til Hjørring for at undersøge en række sager om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Indtil videre er én person blevet sigtet for bestikkelse og to ledende medarbejdere fjernet fra deres poster.

Rejseholdet påpegede i februar, at der er et dårligt kontrolmiljø flere steder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Og det skal der selvfølgelig rettes op på, sagde Trine Bramsen til Ritzau i februar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.