Lokalpolitik

Minister ville intet love

Transportministeren lyttede velvilligt til nordjyske ønsker, men hun havde ingen penge med

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jørgen Andersen fra Netværket mod Vestforbindelsen havde en indbydelse med til ministeren. Han ønsker at få lejlighed til at uddybe de mange argumenter imod en vestlig forbindelse. - Hvis der er brug for et møde, så tager jeg et, lød svaret.

NORDJYLLAND:Som på bestilling brød solen igennem et vekslende skydække de to gange, transportminister Carina Christensen (K) og hendes talstærke følge forlod den lejede Tylstrup Bus under mandagens rundtur. Både ved færgelejet over for Egholm og på Skørping Station kunne borgmestre, trafikpolitikere, embedsmænd og medlemmer af regionsrådet strække ben og netværke, mens solen bagte. Modstanderne af en vestlig Limfjordsforbindelse over Egholm – eller gennem Lindholm – kunne måske frygte, at de mange politikere bagte rævekager, for kun tilhængere af den vestlige forbindelse deltog. Men Carina Christensen havde ingen form for bagepulver med, og der var intet spor af konkrete løfter i hendes konklusion: - Jeg har fået mange gode indtryk. Det var positivt at opleve bred enighed, og det var tydeligt, at borgmestre og regionsråd vidste, hvad de ville. De ville tre ting. En vestlig Limfjordsforbindelse, en udbygning af A26 fra Hanstholm og en modernisering af skinner og signaler på jernbanelinjen fra Århus til Frederikshavn. Centralt hele dagen stod den vestlige Limfjordsforbindelse. Selv om ministeren gentagne gange understregede, at hun ikke lovede noget, var regionsrådsformand Ulla Astman (S) tilfreds med ministerens besøg i det nordjyske. - Vi har oplevet lydhørhed, og vi har fortalt om perspektiverne for intelligent trafikregulering, som kan tages i brug, inden trafikken ellers helt sander til i Aalborg i 2030. Optimisten En af de varmeste fortalere for en vestlig forbindelse, borgmester Mogens Gade (V), Jammerbugt, følte sig trods de manglende løfter alligevel opløftet: - Jeg synes, at vi er kommet tættere på en vestlig forbindelse i dag. Den nordjyske enighed skaber en vis respekt, og jeg tror, at vi kommer på investeringsplanen. Det er jo ikke kun borgmestrene, der er enige – langt hen ad vejen gælder det også byrådene. Inden rundturen havde ministeren indbudt først repræsentanter for Aalborg Kommune, siden borgmestre fra hele regionen og regionsrådspolitikere til en snak bag lukkede døre. De mødte en lydhør minister, mente i hvert fald teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V), Aalborg Kommune, der deltog i begge møder. Ombygning af udfletning Rådmanden håber at få en ombygning af Mariendals Mølle-udfletningen ved motorvejen med i den statslige investeringsplan. Den skal give plads til en ny vej til City Syd – og den vej regner Aalborg Kommune med selv at betale. Men at bygge om på et stykke motorvej er en statslig opgave. Heller ikke på det felt havde Carina Christensen dog løfter med. Som vært for rundturen satte ministeren sig forrest i bussen, da første etape gik fra Aalborg Kongres & Kultur Center til færgelejet på Egholm Færgevej. Med fjorden som baggrund viste planlægningschef Ole Kirk fra Vejdirektoratet plancher og forklarede, mens tv-hold og fotografer sværmede om Carina Christensen. Anden etape demonstrerede for ministeren, hvordan trafikken i den nordjyske metropol kan være svær at hitte rede i: Chaufføren fik sig forvildet ned på Thistedvej i Nørresundby – men den er hårdt ramt af vejarbejde, så han måtte bruge sine evner til at vende på beskeden plads. Trafikproppen Så gik det ellers planmæssigt ud til Høvejen nord for Nørresundby og siden sydpå ad motorvejen. Gennem tunnellen gled trafikken smertefrit; alt efter temperament kan borgmestre og andre godtfolk glæde eller ærgre sig over, at den del af turen ikke foregik tre timer senere: Da var Vendsyssels livline til resten af landet blokeret af massive trafikpropper efter et harmonikasammenstød.