Medievirksomhed

Ministeren freder TV3 og TV3+

TV3, TV3+ og andre danske kommercielle tv-stationer, der sender via en satellitopkobling fra London - og dermed ikke er underlagt de skrappe danske reklameregler - behøver ikke frygte indgreb fra kulturminister Carina Christensen (K). Selvom hun for tiden er ved at forhandle en revidering af radio- og fjernsynsloven igennem Folketinget, er der ikke udsigt til, at de nævnte stationer fremover må undvære eksempelvis de indbringende reklameafbrydelser i udsendelser og film, som britiske reklameregler tillader. Mediejurist på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen sagde ellers til Ritzau mandag, at de nævnte stationer efter hans mening sagtens kan underlægges de danske reklameregler i stedet for de britiske. Han henviste til en dom fra EF-Domstolen fra 1995 om det såkaldte omgåelsesprincip. Her fik Holland medhold i, at en hollandsk tv-station skulle være underlagt de hollandske reklameregler, selvom stationen sendte via Luxemborg. Kulturminister Carina Christensen (K) ønsker ikke selv at udtale sig om sagen, men henviser til kontorchef i ministeriet Jesper Hermansen. Og han afviser Oluf Jørgensens fortolkning. - Det er et klart princip i EU-reglerne, at det er sendelandets regler, der gælder. Dér, hvor stationen er lokaliseret. Så er det rigtigt, at hvis man kan dokumentere, at stationen alene sender fra det pågældende land for at omgå reklamereglerne i det land, den sender til, så er der mulighed for, at man kan gribe ind over for det. Men så skal modtagerlandet (Danmark, red.) kunne løfte bevisbyrden for, at det altså kun er på grund af det og ikke på grund af eksempelvis skattemæssige fordele eller andre ting. Og den bevisbyrde vil være ganske svær at løfte. Spørgsmål: Har I overvejet at forsøge at løfte bevisbyrden? - Nej, det har vi ikke nogen aktuelle overvejelser om. Det har været vores vurdering, og det er det fortsat, siger Jesper Hermansen. Og den melding overrasker Oluf Jørgensen. - Det er forbløffende, at kulturministeren fortsat vil frede TV3 m.fl., siger han og henviser til et nyt EU-direktiv, der ifølge ham netop ikke kræver beviser for omgåelse. /ritzau.