EMNER

Ministeriet: Advar om risiko før rejsekøb

KØBENHAVN:Chefen for Udenrigsministeriets borgerservice, kontorchef Uffe Wolffhechel, afviser rejsebranchens kritik og opfordrer i stedet de danske rejseselskaber til konsekvent at gøre deres kunder opmærksomme på, når de er i gang med at købe en rejse til et rejsemål, hvor Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning vurderer, at der er risiko for terror. - Jeg synes bestemt, at det vil være en god idé, hvis rejseselskaberne orienterer deres kunder om det. Det er fra vores side ment som en service, at vi fremlægger de oplysninger, som vi er i besiddelse af om sikkerhedssituationen, og hvis de rejsende, inden de beslutter sig, har kendskab til de oplysninger, så kan de træffe deres beslutninger, om de ønsker at rejse eller ej, på det bedst mulige grundlag, siger Uffe Wolffhechel. Salgsdirektør Stig Elling fra et af Danmarks største rejseselskaber Star Tour frygter, at sådan en praksis vil kunne smadre rejsebranchen. /ritzau/