Ministerium afviser terroranklage

KØBENHAVN:Udenrigsministeriet er uforstående overfor amerikanske oplysninger om, at Danmark fungerer som transitland for pakistanske medlemmer af al-Qaeda. Det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP) skrev torsdag, at amerikanske efterretningskilder mener, at al-Qaeda har genetableret sin infrastruktur i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan - og at organisationen vil bruge Europa som smutvej til angreb på USA. Ifølge nyhedsbureauet fremhæves Danmark, Storbritannien, Tyskland og Holland i en endnu ikke offentliggjort ny trusselsvurdering som fire lande, der har særlige aftaler med Pakistan, som gør det lettere for deres statsborgere at rejse ind i det muslimske land. Samtidig kan netop de fire landes statsborgere rejse ind i USA uden visum. Men Lars Thuesen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, kan imidlertid ikke genkende oplysningerne i den amerikanske artikel. - Der er et eller andet, som ikke hænger sammen: Danmark har ikke nogen aftale med Pakistan, og danskere skal have visum for at komme til landet. Jeg kan ikke forestille mig, at det er lettere for en dansker at komme til Pakistan end en amerikaner. Der er visumkrav, hvis du skal til Pakistan som dansker - og der er visumkrav, hvis du skal til Pakistan som amerikaner. Der gøres mig bekendt ingen forskel. Og selv om der skulle være en aftale om, at danskere nemt kunne komme ind i Pakistan, hvad har det så at gøre med terrorrisikoen i USA? Der er bestemt heller ikke nogen nem adgang til Danmark fra Pakistan, for vi kræver jo også visum, siger Lars Thuesen. Chefen for Borgerservice henviser samtidig til, at nok kræver USA ikke visum af danske statsborgere, men at det samme gør sig gældende for alle andre vesteuropæiske lande. Danmark er således ét af i alt 27 lande, hvorfra USA ikke kræver visum. Af ikke-europæiske lande kræver USA for eksempel heller ikke visum fra for eksempel Brunei, Japan og Australien. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), politimester Jakob Scharf, oplyser i en skriftlig udtalelse, at efterretningstjenesten er ”meget opmærksom på den udvikling som al-Qaeda netværket har gennemgået i grænseområderne mellem Pakistan og Afghanistan og særligt betydningen af denne udvikling for terrortruslen mod Danmark”. - PET følger udviklingen tæt, og hvis denne giver anledning til, at der træffes særlige foranstaltninger, vil PET rette henvendelse til de relevante myndigheder. Dette gælder også i forhold til rejsende mellem Danmark og Pakistan. PET arbejder i øvrigt tæt sammen med de amerikanske myndigheder som led i forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme, skriver Jakob Scharf. Den nye amerikanske trusselsvurdering konkluderer, at al-Qaeda operationelt er langt stærkere end for et år siden og organisatorisk er lige så stærk som i sommeren 2001. Terrornetværket er, med andre ord, i stand til at gennemføre storstilede og velkoordinerede terrorangreb. /ritzau/