Ministerium har svigtet med undervisning af asylansøgere

Asylansøgere får ikke de tilbud om undervisning, som de har krav på, lyder kritik af Støjbergs ministerium.

Ritzau
Støjberg: Asylløgn skal have stor konsekvens Inger Støjberg i samråd. Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard/arkiv
6. september 2017 18:09 - Opdateret 7. september 2017 09:38

Asylansøgere får ikke de tilbud om undervisning og aktivering, som de har krav på.

Det mener Statsrevisorerne, som retter kritik af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Statsrevisorerne skriver følgende:

- Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at voksne asylansøgere får tilbudt den undervisning og aktivering, som de skal ifølge udlændingeloven.

- Dette er et problem både for den enkelte asylansøger og for den integrationsindsats, kommunerne efterfølgende skal yde til de asylansøgere, der får opholdstilladelse.

- I 2016 fik 72 procent af asylansøgerne opholdstilladelse.

Statsrevisorernes forventning er, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ministerium fremover får styr på tingene, der sikrer, at asylansøgere får den undervisning og aktivering, de er berettigede til.

Ifølge udlændingeloven står der, at asylansøgere skal have undervisning i dansk kultur, sprog og samfundsforhold.

Det skal de for bedre at kunne begå sig i samfundet og blive integreret i det danske samfund.

Det er udlændingestyrelsen, som ifølge udlændingeloven skal drive indkvarteringssteder for asylansøgere.

Dette sker i samarbejde med seks operatører, der driver opholdscentrene. I slutningen af 2016 var der knap 8000 asylansøgere fordelt på 29 opholdscentre.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...