Ministerium ser positivt på efterskoleprojekt i højskole

Folkene bag en kommende Støvring Idrætsefterskole glæder sig efter besøg af Undervisningsministeriet.

Margit Sig
Folkene bag en kommende idrætsefterskole i Støvring Højskoles bygninger glæder sig over et positivt ministerielt besøg i Støvring, fra venstre Jens Peter Sørensen, Michael Portefée Lex og Anette Johnsen. Arkivfoto: Michael Bygballe
Støvring 1. september 2010 19:10

En gruppe repræsentanter fra Undervisningsministeriet tilbragte det meste af onsdagen i Støvring i selskab med initiativtagerne til en kommende idrætsefterskole i Støvring Højskoles bygninger. Og stemningen var meget positiv, fortæller en glad Michael Portefée Lex fra bestyrelsen for Støvring Idrætsefterskole efter det ministerielle besøg: - De kunne jo ikke på stedet give os en godkendelse, men de roste projektet meget og mente, at vi godt kunne lave en efterskole, der lever op til kravene, siger han. Initiativtagerne til en kommende Støvring Idrætsefterskole har tidligere besøgt Undervisningsministeriet mange gange og har også indsendt den formelle ansøgning om godkendelse som efterskole fra august 2011. Men projektet bevægede sig et skridt fremad, da ministeriet onsdag tog turen den anden vej for at inspicere højskolebygningerne og tale projektet nærmere igennem med initiativtagerne. Det er dog stadig Rebild Kommune, der ejer højskolebygningen i Støvring. Efterskolen skal eje sine skolebygninger, hvis den skal opnå endelig godkendelse af ministeriet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...