Ministerkamp mod mere nitrit

KØBENHAVN:Forbrugerminister Henriette Kjær (K) vil lægge sig i selen for at forhindre, at EU-Kommissionen får held til at gennemføre et nyt forslag om tilsætningsstoffer i fødevarer, der bl.a. vil tillade mere nitrit og nitrat i kød og pålæg. Ifølge Forbrugerrådet er de mængder, som en arbejdsgruppe under EU-Kommissionen er på vej til at foreslå, alt for store - både i forhold til de danske regler og i forhold til, hvad der er nødvendigt for at undgå bakterier i maden. Også Henriette Kjær er utilfreds. - Det er uacceptabelt, at man lægger op til at hæve grænserne og tillade, at der tilsættes nitrit til almindeligt pålæg i de samme mængder, som vi traditionelt tilsætter til bacon og andre røgvarer, siger forbrugerministeren til Ritzau. /ritzau/