Ministre i kirkelig krydsild

Både finansministeren og kirkeministeren afviser kritik af ansættelsesstoppet i folkekirken

Kirkepolitik 26. juni 2003 08:00

KØBENHAVN: Først var det finansminister Thor Pedersen (V), der måtte lægge øre til en brandtale fra SFs kirkeordfører Margrethe Auken, og bagefter kom turen til kirkeminister Tove Fergo (V). Begge ministre var i går kaldt i samråd om det ansættelsesstop, som de seneste dage har fået en samlet folkekirke til at råbe statskirke og andre grimme ting. Ansættelsesstoppet vil gå ud over forkyndelsen, mener en enig folkekirke og Margrethe Auken, men det afviste Tove Fergo. - Jeg kan ikke forestille mig at det kommer til at gå ud over forkyndelsen. Jeg har sagt, at der er en dispensationsmulighed, og den er der for at sikre, at folkekirken kan fungere, sagde hun efter samrådet. Thor Pedersen havde noget mindre lyst til at blande sig i den kirkelige strid. Han var kaldt i samråd for at fortælle, om han har en finger med i ansættelsesstoppet. Tove Fergo har lånt et par af hans budgetbisser, og det er efter deres råd, at ansættelsesstoppet er indført. Thor Pedersen afviste dog alle forbindelser til beslutningen, og prøvede i det hele taget at se samrådet fra den humoristiske side. - Jeg må sige, det er nogle mærkelige spørgsmål at stille en finansminister, men det er altid interessant at lytte til Margrete Aukens spørgsmål, sagde han. Margrethe Auken tolkede Thor Pedersens ulyst til at blande sig på en anden måde. - Regeringen interesserer sig mindre end ingen ting for kirken. Det var, hvad jeg fik ud af det. Kirken står i en elendig situation, og den føler sig fuldstændig prisgivet til en kirkeminister, der ikke har styr på noget som helst, siger hun. Kirkeudvalget fik heller ikke svar på, hvornår ansættelsesstoppet bliver ophævet, og selvom det ikke er Thor Pedersen, der bestemmer, så har hans folk tydeligvis et ord at skulle have sagt. - Jeg kan kun sige, at ansættelsesstoppet bliver ophævet i det øjeblik, jeg får grønt lys fra den finansministerielle budgetgruppe. De har forstand på det, og det er dem, der skal fortælle mig, hvornår budgetter for 2003 holder, siger Tove Fergo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...