EMNER

Ministre på turné i Nordjylland

NORDJYLLAND:Regeringens to p.t. uden diskussion mest omtalte medlemmer gæster i den kommende uge Nordjylland - men ifølge det officielle program er det hverken taxaboner eller tørklæder, der står på dagsordenen. Når finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag morgen ankommer til Aalborg, sker det som led i en turné rundt i landet, hvor han vil samle inspiration til regeringens kvalitetsreform. Venstres pressetjeneste fortæller, at ministeren har givet rundturen, der angiveligt har været planlagt gennem nogen tid, overskriften ”De kloge løsningers tid”. I Aalborg vil han besøge plejehjemmet Birkebo, hvor medarbejderne anvender lommecomputere. Derved kan de holde tæt kontakt til både praktiserende læger og sygehusvæsenet. En række repræsentanter for Aalborg Kommune med ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V) i spidsen er værter for finansministeren. Tirsdag aften kommer ministerkollegaen Birthe Rønn Hornbech til landsdelen. Hun taler ved et offentligt arrangement på Trekanten i Aalborg. Det gør hun ikke i sin egenskab af integrationsminister, men som kirkeminister. Foredraget handler nemlig om folkekirkens betydning for vor kulturarv og historie, og det er tænkt som et oplæg til menighedsrådsvalget til november.