Udland

Ministre tænker vilde tanker om EU

Skal EU have sin egen hær, finansminister og en folkevalgt præsident? Søvndal og 10 EU-kolleger tænker højt.

Ministre tænker vilde tanker om EU

EU har brug for en markant ombygning for at komme videre efter krisen og for en ny fortælling som supplement til den gamle fra efterkrigstiden.

Det er udgangspunktet for en foreløbig rapport fra tre møder, som den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, i løbet af foråret har holdt med danske Villy Søvndal (SF) og andre udvalgte EU-kolleger.

Westerwelle nævner i sin otte sider lange rapport fra møderne flere kontroversielle forslag, hvoraf han erkender, at flere vil kræve en genforhandling af EU's traktater.

Det drejer sig blandt andet om fælles EU-hær, grænsepoliti, finansminister, folkevalgt præsident og én EU-repræsentant i internationale organisationer som FN.

Der er også tanker om at oprette en europæisk valutafond, at skære ned på antallet af EU-kommissærer og at træffe flere beslutninger med kvalificeret flertal frem for i enstemmighed blandt medlemslandene.

En talsmand for det tyske udenrigsministerium understreger, at der lige nu er tale om Westerwelles egne konklusioner, og at der ikke er fuld enighed i gruppen.

Udenrigsminister Villy Søvndal kom i marts i år i hjemligt stormvejr for at melde afbud til første møde. Han har været med til de øvrige møder, men lægger i en skriftlig kommentar til Ritzau afstand til flere af idéerne.

Han glæder sig over rapportens ord om at styrke EU's globale rolle, blandt andet ved fremme af menneskerettigheder.

- Men der er også mange forslag i rapporten, jeg ikke støtter. Det er også blevet gjort klart over for tyskerne.

- EU har brug for økonomiske reformer, ikke institutionelle reformer, siger Søvndal.

Næste møde i gruppen er i Spanien i juli.

Ud over Tyskland og Danmark deltager Frankrig, Østrig, Belgien, Italien, Luxembourg, Holland, Polen, Portugal og Spanien. Westerwelle håber, at de til efteråret kan komme med et fælles oplæg til Europas fremtid.

/ritzau/